Emil Kjeldgaard Petersen er tidligere hjemvendt med metal og modtagelse i lufthavnen. Men denne gang må han nøjes med at tage erfaringen med sig hjem. Arkivfoto: Kurt Bering
Mennesker

Jetsmark-skytte høster erfaring til fremtidige udfordringer

Emil Kjeldgaard Petersen er klar til nye udfordringer efter European Games i Minsk

01. juli 2019 kl. 11:34

JETSMARK: Torsdag stod Emil Kjeldgaard Petersen i sin første internationale finale i skeetskydning som senior. Den tidligere juniorverdensmester måtte dog nøjes med en fjerdeplads og dermed en plads lige uden for præmiepodiet ved European Games, som er det europæiske svar på OL.

Skytten fra Jetsmark Sogns Jagtforening kan dog glæde sig over oplevelsen.

- Jeg er meget tilfreds med i det hele taget at nå så langt, som jeg gjorde. Det var en meget hård konkurrence, og i den indledende skydning blev det svært på grund af vejret, fortæller han.

I kvalifikationsskydningen endte nordjyden som nummer to efter at have delt førstepladsen med tre andre på 122 point. Efter omskydning endte han som nummer to inden finalen.

- Jeg var i en rigtig god rytme i det øjeblik og formåede at holde hovedet koldt, selvom duerne varierede meget på grund af vinden, lyder det fra Emil Kjeldgaard Petersen.

Selvom han faldt tilbage i finalen, så gav oplevelsen alligevel noget til den unge skytte. Dermed kan han se en smule lettere på lerduer, som han manglede at ramme.

- Den var præget af meget hårde konkurrenter med mere erfaring, end jeg har. Jeg mangler lidt de oplevelser, som mine konkurrenter har. Jeg havde mange nerver på i løbet af finalen og lavede mange dumme fejl, som kostede mig duer, siger ham.

På det seneste har Emil Kjeldgaard Petersen taget skridtet op fra juniorskytte til senior, og finalen i Minsk var en stor del af den udvikling.

- Det var mega fedt at stå blandt dem, som man ser op til og ligesom være en del af dem. Det er bare ekstra fedt, at jeg samtidigt formåede at skyde to af dem ud af finalen, siger han med henvisning til fjerdepladsen af de seks finaleskytter.

Førstepladsen ved European Games tog en adgangsbillet til OL i Tokyo i 2020. Det er fortsat et mål, som Emil Kjeldgaard Petersen går rundt med, og han håber på at kunne bruge oplevelsen i Hviderusland på at indfri det.

Der er nemlig flere skud i bøssen resten af året til at nappe en plads ved skeetskydningen på højeste plan næste år.

- Det giver mig helt klart mere selvtillid. Jeg ved, hvad jeg skal arbejde med til næste gang, at jeg står i en finale. En stor del er nok det mentale og selve forberedelsen op til finalen. Jeg har også lært, hvordan jeg kan agere bedre, når jeg endelig står der, slutter han.

Frederik Lundgaard Jensen fra Pandrup Bokseklub deltog også ved European Games i Minsk, men han røg ud af letweltervægt-turneringen i første kamp.

Annonceret indhold

Nyeste