Kenn Fonager ny direktør for Jetsmark Idrætscenter.
Mennesker

Kenn får drømmejob som centerdirektør

04. april 2024 kl. 19:00
Opdateret 05. april 2024 kl. 10:25

JETSMARK: Det bliver den 45-årige Kenn Fonager, Aabybro, der skal være ny direktør for Jetsmark Idrætscenter.

- Det er et drømmejob, fortæller Kenn Fonager, som tiltræder jobbet i Pandrup allerede 1. maj.

Han er uddannet lærer fra Aalborg Seminarium. Siden 2007 har han været ansat på Sportsefterskolen Aabybro. I dag er han viceforstander på efterskolen.

- Springet fra efterskolen til idrætscentret er ikke så stor. På efterskolen arbejder vi med unge. Der kommer også mange børn og unge i idrætscentret. På efterskolen har jeg arbejdet med idræt. En af mine primære opgave er sportslinjerne. Ledelse har også været en del af mit arbejde på efterskolen, fortæller Kenn Fonager, som også er engageret i DGI.

- Jeg glæder mig til at komme i gang. Det bliver spændende at være med til at få gang i idrætscentret igen efter den store ombygning. Det er engagerede og ambitiøse folk, jeg skal arbejde sammen med, og jeg fornemmer, at der lokalt er en enorm opbakning til Jetsmark Idrætscenter, lyder det fra Kenn Fonager.

Inger Kristensen, formand for idrætscentrets bestyrelse, er glad for ansættelsen af den ny direktør.

- Det er med stor enighed og begejstring, vi byder Kenn Fonager velkommen. Hans rige erfaring og dybe engagement i idrætslivet gør ham til den perfekte leder for Jetsmark Idrætscenter. Med Kenn ved roret er vi overbeviste om, at centret vil blomstre og fortsat udvide tilbuddene af idrætsaktiviteter samtidig med, at vi styrker rollen som et centralt samlingspunkt for idræt, kultur, sundhed og fællesskab i området, siger Inger Kristensen.

Annonceret indhold

Nyeste