28. september fylder Christian Jensen 80 år. Foto: Torben Agersted
Mennesker

Kendt Aaby-dreng fylder firs

27. september 2020 kl. 13:13

28. september fylder Christian Jensen, Bredgade 3A, Aabybro 80 år.

Han er født og opvokset i Aabybro, og har været her med sin familie siden. Det er han stolt af, og vældig tilfreds med.

Christian blev født ude på Aaby hede - senere kaldet Rosenlund, og kom man fra dette område blev man kaldt en ”hie’buk”.

Det har aldrig været nogen pine for hverken ham eller storebror Peter, der var ankommet fem år i forvejen. Også dengang var der sociale forskelle i samfundet, og området var mange steder økonomisk begrænset, men sammenhold og kærlighed var der rigeligt af.

Som sin bror fik Christian stærke venerationer til hjemmet, og de har aldrig forladt dem. Redelighed og flid var nøgleord.

Han fik sin skolegang i Aaby sdr. skole, og siden en handelsuddannelse i Haldager Brugsforening og omtaler gerne begge steder med stor glæde.

Senere fik han livet igennem ansættelse som lagerforvalter indenfor kolonial en gros hos familien Hedegård og Christensen i Nørresundby, og var her til pensioneringen.

Med medfødt flair for foreningsarbejde som ”vuggegave” har han sat sit præg på mange dele af foreningslivet i fødebyen.

I starten af tresserne blev der, med udgangspunkt i bydelen Rosenlund, dannet boldklubben ”Dynamo” - hvilket bestemt ikke var velset alle steder i Aabybro.

Men han var samtidig med til at arbejde for sammenlægningen med Aabybro Boldspilklub til Aabybro Idrætsforening i 1970, og er i dag æresmedlem af foreningen.

Arbejdet her udløste mange år med arbejde for Aabybro byfest, siden kom han i byrådet en periode, og var desuden med inden for fritidsskole arbejdet gennem mange år. Sidenhen poster i Aabybro Borgerforening, Spar Nord og Aabybro Fjernvarmeværk med videre.

Foreningsarbejdet har været en stor del af hans identitet - en imponerende indsats for blandt andet børn og unge. Hans berøringsflade i byen er stor, og besøger næsten hver dag AAIF’s klubhus for at tage en tørn med et eller andet.

Desuden har han et særdeles stort og velplejet gen for at holde kontakt til vennekredsen, og han er flittig til at aflægge en visit hos venner i byen.

I forhold til alder har han sammen med hustruen Elly en meget fin kondition, og utallige er de gå- og cykelture der er foretaget.

De har sammen en positiv tilgang til tilværelsen - også den tredje alder.

Sammen har de altid haft en stor vennekreds, og deres hjem har været særdeles gæstfrit i langt over 50 år.

Ordet ”ildsjæle” er kommet til gennem den sidste halve snes år. Christian har om nogen været en ildsjæl - til gavn for unge som ældre.

Hjertelig tillykke.

Skrevet af Jens Dige

Annonceret indhold

Nyeste