Sonia Luther Nielsen, til højre, har afløst Else Myrup Kristensen som formand for Klim Sparekasse. Else Myrup Kristensen fortsætter dog i bestyrelsen. Her sker overdragelsen med en tidstypisk coronahilsen i stedet for det velkendte håndtryk. Privatfoto
Mennesker

Klim Sparekasse har fået ny formand

Sonia Luther Nielsen har afløst Else Myrup Kristensen, som dog fortsætter i bestyrelsen

03. september 2020 kl. 17:55
Opdateret kl. 21:39

KLIM: På et bestyrelsesmøde 19. august har Klim Sparekasse fået ny formand. Bestyrelsen valgte Sonia Luther Nielsen ved konstitueringen som afløser for Else Myrup Kristensen, som ønskede at fratræde som formand, men fortsætter i bestyrelsen som menigt medlem.

Else Myrup Kristensen, der bor i Thorupstrand og er brugsuddeler i Tranum, kom ind i sparekassens bestyrelse 2005 og har været formand siden 2012, fremgår det af en pressemeddelelse fra sparekassen.

Den ny formand Sonia Luther Nielsen har været medlem af sparekassens bestyrelse siden 2013 og har således stor erfaring i bestyrelsesarbejdet. Hun bor i Gøttrup og arbejder som supportkonsulent hos UV-Data / KMD i Aalborg.

Klim Sparekasse er fra 1877 og nu det eneste selvstændige pengeinstitut med hovedsæde i Jammerbugt Kommune. Sparekassens primære kundeområde strækker sig mellem Thisted og Aalborg samt sydpå mod Års. Sparekassen har ca. 4000 kunder og en balance på 473 mio. kr. Egenkapitalen udgør ca. 89 mio. kr. og solvensprocenten er på 28,8, hvilket understreger, at sparekassen har en særdeles solid økonomi, hedder det.

Annonceret indhold

Nyeste