Mennesker

Knæk Cancer-ugen fik en god start

AKTIV: En frisk tur skød hul på Knæk Cancer-ugen i Aabybro

21. oktober 2019 kl. 13:26

AABYBRO: Det var en god start på Knæk Cancer-ugen i Aabybro. Søndag formiddag blev der taget hul på ugen, hvor der sidste år blev indsamlet 250.000 kroner til det gode formål.

Åbningen bestod af enten 30 km cykeltur eller 6 km gåtur – begge dele omkring Aabybro. Det hele startede ved Time2Fitness, og cykelturen gik via Gjøl til Birkelse, inden alle mødtes til en fælles afslutning på torvet ved EDC. Begge dele gik godt, fortæller løbsarrangører Morten Grimm.

- Vi står tilbage med et stort smil på læben, efter vi har gennemført en dag i det flotteste solskin, ingen uheld og en masse glade deltagere. Der har været stor opbakning fra sponsorer og deltagere til dette arrangement, så når det går op i en højere enhed, er vi faktisk helt stolte. Så vi vil gerne takke Aabybro for opbakningen, og vi glæder os til at overrække en flot check til den store gallafest på lørdag. Af de mange deltagere var der blandt andet deltagere fra Kaas, Vestbjerg, Nørresundby, Vester Hjermitslev og sågar en fra Frederikshavn, men flest var fra Aabybro – og flere dem sagde ved afslutningen, at de gerne vil komme igen, når Aabybro næste gang ”Knækker Cancer”.

Resten af ugen står på masser af Knæk Cancer-arrangementer.

Onsdag er der banko i DGI Huset. Torsdag er der modeshow på Hotel Søparken.

Den 26. oktober er det store Knæk Cancer-løb med start ved DGI Huset. Det årlige indsamlingsshow er samme dag klokken 18.

Annonceret indhold

Nyeste