Mennesker

Købmand af hjertet gennem 40 år

JUBILÆUM: Købmand Vagn Tidselsbak er mødt ind på samme adresse i 40 år - der er sket en stor udvikling gennem årene

30. september 2020 kl. 09:03

1. oktober kan købmand Vagn Tidselsbak notere sig, at han har mødt ind på sin arbejdsplads i Meny i Aabybro igennem 40 år.

Men det har på ingen måde været den samme dag, han er mødt ind til hver dag. Der er sket rigtigt meget gennem årene - og butikken har haft fem navne startende med Jansen, Spar, Favør, Super Best

- og for fem år siden blev den så til en Meny.

Vagn Tidselsbak kørte som konsulent for Tuborg Bryggeri i det nordjyske, da chancen for at blive købmand viste sig.

- Min svoger købte butikken her, og jeg blev ansat som bestyrer, fortæller han.

Det var i 1980. Og skiftet var ikke fjernt for Vagn Tidselbak, hvis far var uddeler i Moseby, ligesom hans onkel og fætter også var uddelere.

- Det lå sådan til os, konstaterer han.

Vagn Tidselbak blev da også hurtigt glad for sit nye arbejdsliv, som han har holdt fast i i nu foreløbig 40 år.

Der er mange dele i det at være købmand, som han holder af. En af de vigtigste er forholdet til kunderne, som han nyder at være sammen med.

- Jeg elsker at være i forretningen og have den kontakt, smiler han.

Han kender også mange af kunderne, da en del kommer i butikken jævnligt.

Han kan også lide det med at få butikken til at fungere som en helhed sammen med de ansatte.

- Det er dét med at lede personale - i dag har vi 40 ansatte, og at få det hele til at fungere. Man skal også hele tiden finde på noget nyt. De udfordringer kan jeg gode lide, forklarer Vagn Tidselbak.

Han peger på, at butikken består af en række forskellige afdelinger, som skal fungere i et samarbejde.

- Man skal få det til at fungere som en enhed, hvor vi trækker på samme hammel og får solgt nogle varer, opsummerer han.

Hans eget favoritområde i butikken er vinafdelingen, som han selv står for.

- Det har jeg gjort hele tiden fra dag ét af.

Her oplever han en eksplosiv udvikling i efterspørgslen, og han nyder også at rådgive kunderne om vin, også når folk skal købe stort ind til fester.

Butik med vokseværk

Hen over årene er butikken vokset, og fem gange har man bygget til siden 1980. I kvadratmeter er den nu tre gange så stor, som den var, da Vagn Tidselbak mødte ind for første gang for 40 år siden.

- Det er gået fremad hvert eneste år, fortæller Vagn Tidselbak.

Udvidelserne har blandt andet betydet, at der er kommet en større afdeling med slagter og delikatesser, ligesom frugt og grøntafdelingen også har haft vokseværk.

I 1992 fik Vagn Tidselbak mulighed for at købe butikken sammen med sin kone Birgitte Tidselbak.

Hun stod for administration og regnskab, og det passede godt med, at hun tog sig af det, mens han fortsatte med at tage sig af den daglige drift.

Brænder jo for det her

Det med at søge et nyt job et andet sted har ligesom aldrig været aktuelt gennem de 40 år.

- Det har aldrig lagt til mig. Jeg brænder jo for det her. Det har jeg aldrig overvejet, fortæller Vagn Tidselbak.

Om det var planen at blive det samme sted, dengang han begyndte i butikken, ved han ikke helt.

- Det har jeg svært ved at sige. Men jeg har altid godt kunnet lide det.

Engagementet har været uændret og stærkt i alle årene. Og der var ikke forskel på om han var ansat eller ejede butikken.

- Jeg er altid typen, der brænder for, hvad jeg laver. Jeg arbejder ligesådan om det er mit eget eller ej - jeg går ligeså meget op i det, fortæller Vagn Tidselbak.

Rivende udvikling

I 2013 fik Vagn Tidselbak mulighed for at sælge butikken til Dagrofa, og det gjorde han - aftalen var så, at hun skulle fortsætte i butikken i mindst tre år.

Det er så foreløbig blevet til syv år.

Han er glad for at drive butik i Aabybro, som han betegner som en by i rivende udvikling.

- Vi har stor tilflytning, og vi har et stort opland, fortæller Vagn Tidselbak.

Privat bor Vagn Tidselbak også i Aabybro, men det er rimeligt nyt, ellers har familien boet i Pandrup i 40 år. Familien tæller også to døtre, to svigersønner og syv børnebørn.

Alle bor i Aabybro, så jubilaren har familien tæt på.

Vagn Tidselsbak er også formand for Aabybro Handels- og Erhvervsforening. Heller ikke her ligger det til ham at rende af pladsen - han har været formand i 25 år.

På grund af corona bliver der ingen fejring af den runde dag.

Annonceret indhold

Nyeste