Mennesker

Lene åbner igen ny tøjbutik i Brovst

Brovst får atter herretøjsbutik i Jernbanegade

01. december 2018 kl. 07:25

BROVST: Lørdag 17. november lukkede Tøjeksperten i Jernbanegade i Brovst, men allerede nu er der garanti for, at Brovst atter får en sådan butik. Og den får oven i købet en butik i butikken.

Lene Juul Christensen, der ejer bygningen på Jernbanegade 23, åbner nemlig omkring slutningen af februar eller starten af marts en herretøjsforretning i lokalerne, hvor hun i 2000 åbnede og drev Tøjeksperten, indtil hun afhændede butikken til en kapitalfond i 2008.

- Nu har jeg prøvet noget andet i 10 år, og nu har jeg lyst til at åbne forretning igen, fortæller Lene Juul Christensen.

Hun bliver ikke alene om at betjene kunderne, da Bjarne Pedersen - som kommer fra den nu også lukkede Tøjeksperten i Fjerritslev - rykker til den nye forretning i Brovst.

Med sig har han knapt 40 års erfaring inden for branchen samt en yderst stor kundekontakt i både Fjerritslev og Brovst, og han ser frem til at yde den gode service, der betyder, at kunderne handler lokalt.

Forretningen bliver medlem af tøjkæden Dresspartner.

- Men det er min egen butik. Jeg er min egen købmand, understreger Lene Juul Christensen.

- Vi kommer til at byde på tøj til den voksne mand fra 30 år og op, og vi kommer til at have mærkevarer til enhver, og der bliver et bredt sortiment, tilføjer hun.

Nu skal forretningen friskes op fra top til bund inden åbningen, og søsteren, Helle Juul Christensen, rykker også ind i lokalerne med sin dametøjsbutik, Juul.

Den byder på en butik i butikken på cirka 55 kvadratmeter, og herre- og dametøjsbutikkerne kommer til at understøtte hinanden.

Lene Juul Christensen tror på Brovst som handelsby.

- Jeg tror på Brovst, fordi her stadig er mange kunder, som gerne vil handle lokalt, og vi er parat til at lytte til deres ønsker, siger Lene Juul Christensen.

Annonceret indhold

Nyeste