Fredag afholdt Susanne Boye Jensen afskedsreception, hvor man også Liv Riis deltog.
Mennesker

Livs nye glæde: Arbejdet er en fornøjelse og ikke en pligt

24. marts 2024 kl. 14:01

Da Liv Riis for et par år siden sagde farvel til sit job som frisør i mere end 20 år i Frisørhuset i Pandrup, havde hun ikke forestillet sig, at hun en dag skulle vende tilbage til frisørfaget. Ikke fordi hun var træt af sit job, men hun havde nået et tidspunkt i livet, hvor hun var begyndt at reflektere lidt over tilværelsen og stille sig selv nogle eksistentielle spørgsmål

- I forbindelse med covid-19 havde jeg haft flere hjemsendelser, hvor jeg fik ro til at tænke, og jeg følte, at der var noget, der trængte sig på, som jeg var nødt til at undersøge, siger Liv Riis, der derfor valgte at sige op.

- Jeg kunne mærke, at jeg blev nødt til at tage en time-out og dygtiggøre mig indenfor det alternative område, som jeg kunne mærke trak i mig.

De seneste par år har Liv Riis gennemført flere kurser indenfor det spirituelle område, samtidig med at hun har haft timer som faglærer på Aalborg Tekniske Skole.

Nu springer hun ud som selvstændig.

Tlbyder healing

Den 2. april åbner hun egen frisørsalon i Saltum i de lokaler, hvor Susanne Boye Jensen i flere år har drevet salon ”Saksen”.

Salon ”Livs Glæde”, som den nye salon hedder, er dog langt mere end blot en frisørsalon i traditionel forstand. Her er det muligt at booke tid til en meditativ hårvask, hår & healing eller blot healing.

- Det er naturligvis muligt at bestille en hel almindelig frisørtid, men derudover tilbyder jeg healing, hvor jeg kan hjælpe med at løsne energier i kroppen, forklarer Liv Riis, der privat bor i Pandrup.

De mange kurser har betydet en stor faglig spirituel indsigt, og derudover har rejsen haft betydning på det personlige plan.

- Jeg føler en indre ro - jeg står ved det, jeg tror på. Jeg er i dag langt mere bevidst om, hvad jeg kan, siger Liv Riis, der gennem længere tid har spekuleret på, hvad hun skulle bruge sin nyfundne indsigt til.

- Jeg havde overvejet, om jeg skulle åbne salon hjemme privat, men da den her mulighed pludselig opstod, var det oplagt at gribe den, siger Liv Riis, der er overvældet og taknemmelig over den opbakning, hun – forud for åbningen - har følt fra lokalområdet.

Bevidst valg af navn

Der har været store overvejelser bag navnet ”Livs Glæde” - og som navnet antyder, er der tvetydigheder forbundet hermed.

For Liv Riis er det en stor glæde at åbne salonen, hvor hun får mulighed for at kombinere frisørfaget med healing/energiarbejde – naturligvis kun for de kunder, som efterspørger det, understreger hun.

- Men jeg mærker mere åbenhed omkring det, så derfor mener jeg, at tiden er moden.

Desuden håber Liv Riis, at hun kan give hendes kunder en god oplevelse - uanset om man kommer for at få en almindelig frisørbehandling eller booker en behandling, som involverer healing.

- Når man går til frisør, gør man noget godt for sig selv. Det skal være et frirum, hvor man kan slappe af, mens man får ordnet sit hår. Desuden er mit håb, at de kunder, som er åbne for healing, vil give sig selv den oplevelse. Uanset er det mit mål, at kunderne går herfra med en følelse af glæde – det vil jeg i hvert fald gerne bidrage til, siger Liv Riis

Annonceret indhold

Nyeste