Mennesker

Mødet gennem glasset

Der opstod en helt særlig kontakt mellem beboerne på Plejehjemmet Solbakken og otte elever fra Brovst Skole - uden egentlig kontakt

26. september 2020 kl. 19:40

Brovst: Otte elever fra Brovst Skole var mandag 21. september ude ved Plejehjemmet Solbakken i Brovst for at deltage i kunstprojektet: ”Mødet gennem glasset”.

Projektet var faciliteret og tilrettelagt af Ann Mai Lunde Røge, som er kunstner og formidler ved Kunsten - kunstmuseet i Aalborg - og støttet af Statens Kunstfond.

Børnene kunne på lydfiler høre de ældres oplevelse med savn under nedlukningen i forbindelse med corona, men også hvordan hverdagen fungerede, og hvilke ting beboerne på Plejehjemmet Solbakken fandt glæde i. Herefter måtte børnene male de billeder, de fik i hovedet efter at have lyttet til de ældres historier.

Det var med dyb koncentration, børnene fik omsat historierne til billeder på plejehjemmets ruder. Beboerne kunne trygt sidde indenfor imens og iagttage kunsten udfolde sig, og en særlig kontakt blev skabt mellem dem og børnene helt uden egentlig kontakt.

- Børnene var dygtige og gode til at omsætte beboernes historier til billeder. Det var fantastisk at se, hvordan det lykkedes børnene at skabe nogle meget flotte og billedlige tolkninger. Det var skønt at se, hvorledes de ældre på den anden side af ruden blev begejstrede for tegningerne, fortæller Louise Pedersen, der er lærer på Brovst Skole.

Kunstprojektet ”Mødet gennem glasset” var en god, givende og lærerig oplevelse for både børn og ældre, og efter det vellykkede projekt er der allerede aftalt et nyt coronavenligt arrangement.

Annonceret indhold

Nyeste