Arkivfoto: Henrik Bo
Mennesker

Mogens Gade skal opereres

Borgmesteren skal under kniven på grund af slidgigt - men sygemeldes ikke

01. november 2018 kl. 14:50

JAMMERBUGT: Borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gade, er indstillet til en hofteoperation. Han skal opereres mandag 5. november. Borgmesteren forventer at fortsætte sit virke i et vist omfang fra sit hjem.

Det skriver Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.

Slidgigt i begge hofter er årsag til, at borgmester Mogens Christen Gade skal have nye hofter indopereret.

Gennem længere tid har borgmesteren haft kroniske smerter i hoften. Undersøgelser har vist, at brusken i begge hofteled er slidt ned, og derfor skal Mogens Christen Gade opereres mandag 5. november.

Under forløbet fortsætter Mogens Christen Gade med sit virke.

- Jeg har kroniske smerter nu, men arbejder fortsat - de seneste tre til fire uger dog mindre end normalt. Derfor har nogle af mine opgaver, især møder og andre aktiviteter uden for rådhuset, været varetaget af 1. viceborgmester Anne-Mette Ulstrup, 2. viceborgmester Jens Christian Golding og andre Kommunalbestyrelsesmedlemmer, forklarer Mogens Christen Gade.

Borgmesteren forventer at fortsætte med den model i seks uger efter operationen.

- Jeg ser frem til, at smerterne bliver mindre og måske helt forsvinder efter operationen. Når jeg er opereret, er det aftalen, at jeg arbejder hjemmefra, hvor vi også kan holde nogle af møderne. Efter seks uger forventer jeg at genoptage mit virke på fuld tid. Indtil da har jeg to viceborgmestre, og andre gode folk, som varetager dele af mine sædvanlige opgaver, fortæller Mogens Christen Gade.

Oprindeligt var borgmesteren indstillet til hofteoperationen på Aalborg Universitetshospital i Farsø. På grund af ventetid på over en måned og dermed ret til frit sygehusvalg kommer operationen til at foregå på Capio CRF Skørping.

Annonceret indhold

Nyeste