Jonas Mogensen (th.) har sammen med Kasper Gross (mf.) lavet sketchprogrammet ’Er vi der ikke snart?’, der blev vist på TV 2 Zulu. Pressefoto
Mennesker

Nordjysk historiefortælling hjælper Jonas på scenen

Jonas Mogensen fra Birkelse lever af at skrive komik og optræde som komiker. Her bruger han nordjysk lune og historiefortælling til at skabe sin egen stil

03. oktober 2018 kl. 15:23
Opdateret kl. 15:55

BIRKELSE: "Normalt sker der ikke det helt store i min tilværelse, kan jeg godt sige jer. Sidst jeg havde pulsen oppe, det var, fordi vores Kay Bojesen-abe havde brækket armen."

Ordene er leveret med tør, nordjysk dialekt og besvares af latter fra hele salen. Stedet er Operaen i København, og anledningen er Zulu Comedy Galla 2016.

Det er bare én joke af mange jokes, som Jonas Mogensen står bag.

Han lever af at lave stand-up og skrive til komedieserier og andre tv-programmer. Og så er han fra Birkelse.

Men da Jonas Mogensen forlod Nordjylland for år tilbage, var komikken slet ikke en del af karriereplanen.

- Jeg var næsten jurist, men jeg sprang fra, da stand-up’en begyndte at fylde for meget. I starten måtte jeg leve sparsommeligt, men som tiden er gået, har jeg fået skrabet mere og mere arbejde sammen, fortæller han.

Under jurastudiet opdagede Jonas fra Birkelse nemlig stand-up-miljøet i Aarhus. Det tog til, og pludseligt stod han på scenerne ved Aarhus’ såkaldte open-mics flere gange om ugen.

Dermed droppede Jonas Mogensen jurauddannelse og den karrierevej, som faren Per Mogensen tog.

Men han efterlod aldrig det nordjyske bag sig. På scenen er det tydeligt at høre, hvor Jonas Mogensen er fra. Dialekten er en markant del af historiefortællingen, som han lykkes med.

- Jeg ser det meget som en forstørrelse af en selv. Man forstørrer bare de ting, der er i én. Hvis det ikke er noget, der er i én, så tror jeg ikke på, at det kan fungere. Så jeg skruer bare op for det. Det er ikke engang bevidst, at jeg gør det, siger han.

De nordjyske aspekter af stand-up’en kommer altså fra manden selv mere end scenekarakteren.

- Jeg har altid været meget nordjysk. Jeg har boet i Aarhus i 10 år, men jeg har overhovedet ikke lagt dialekten fra mig. Det har min kone til gengæld. Hun taler slet ikke nordjysk længere, fortæller Jonas Mogensen.

På scenen er dialekten bundet stramt op med forskellige historier. Alt fra den handicappede Kay Bojesen-abe til en kattebegravelse hos forældrene fylder i Jonas Mogensens univers.

- Det handler om, når jeg har fået fortalt sjove historier, så har det været med en meget underspillet tilgang til humor, hvor det usagte fylder lige så meget som det sagte. Det ligger bare dybt i mig, siger han.

Den lettere monotone fremstilling af historierne og manglen på fagter på scenen kendetegner også Jonas Mogensens tilgang til stand-up.

- Det er sådan en nordjysk lune. En tør måde at sige tingene på. Den måde at være sjov på kan ligeså godt dyrkes som alt muligt andet.

- Jeg kan ikke sprælle helt vildt. Det energiniveau, som andre stile kræver, kan jeg slet ikke bidrage med. Så det er bare sådan, det er, siger han.

Dermed fortsætter Jonas Mogensen altså med den stil, som han oprindeligt indtog stand-up’en med.

- Det har altid været på den måde, men det er klart, at når man har stået på scenen i ti år, så bliver man bedre til det hele. Så jeg er også blevet bedre til at finde ud af, hvad der virker. Det er jo den persona, der helt naturligt kommer frem, fortæller han.

Historierne på scenen har også sit udspring i komikerens eget liv.

- Jeg fortæller mest om rigtige historier fra mit eget liv. Så er der selvfølgelig noget i måden, man fortæller det på, som kan være anderledes. Det kan være to ting, der er sket på forskellige tidspunkter, som jeg for fortællingens skyld sætter sammen til én dag.

- Men det er meget sjældent, at jeg siger noget, som ikke har rod i noget rigtigt. Jeg er ikke så god til bare at lave jokes. Det skal helst være bundet op på mit eget liv og være en god historie, lyder det fra komikeren.

På trods af den nordjyske lune og den med landsdækkende briller alternative historiefortælling hiver han grin hjem på scener i hele landet.

- Der, hvor jeg kan have en lille smule problemer, det er, når jeg når ud til udkanten af Sjælland. Jeg plejer at sige, at der er man bonderøve på en helt anden måde, end jeg selv er. Men inde midt i København, hvor jeg oftest optræder, er der aldrig problemer. Der ved jeg ikke, om jeg er eksotisk.

- Omvendt kan jeg også mærke, at når jeg kommer til for eksempel Aalborg, så synes nordjyder, at det er skønt med noget, de er vant til, siger han.

Foruden tiden på scenerne har Jonas Mogensen også skrevet til programmer som Dybvaaaaad!, Grand Danois og Ikke Okay. Derudover står han selv bag sketchprogrammet ’Er vi der ikke snart?’, som han har skrevet med kollegaen Kasper Gross.

- Over de sidste par år er opgaverne egentlig kommet kontinuerligt til os, mens vi så har lavet stand up ved siden af. Lige nu pønser Kasper og jeg på noget nyt, som vi har fået nogle udviklingspenge til, og som vi håber på kan blive til noget. Det er en decideret fiktionsserie, som ikke solgt endnu. Det er virkelig et hjerteprojekt, så det er spændende, om det bliver til noget, fortæller Jonas Mogensen.

Men før det projekt kommer i offentlighedens lys har komikeren en begivenhed i kalenderen, som er meget aktuel for folk i hans hjemstavn.

Den 23. oktober optræder Jonas Mogensen ved en comedy-aften for Knæk Cancer i Jammerbugt Kultur- og Erhvervscenter. Dermed kommer der kendte ansigter i salen for komikeren.

- En af de ting, jeg har haft allersværest ved, har faktisk været at skulle optræde for folk, som jeg kendte i forvejen. Da jeg startede, syntes jeg, at det var helt vildt underligt. Jeg tror også, at det handler om noget ego.

- Men nu ved man jo måske godt, hvad jeg står for - eller det gør jeg i hvert fald selv. Jeg har fået en stor selvtillid omkring det, men jeg følte engang, at jeg skulle bevise mit værd, fortæller Jonas Mogensen.

Annonceret indhold

Nyeste