Per Dam er blevet genvalgt som formand for Feriehusudlejernes Brancheforening
Mennesker

Sol og Strand-direktør er blevet genvalgt som formand

01. maj 2023 kl. 19:00

Sol og Strand-direktør Per Dam blev genvalgt som formand, da Feriehusudlejernes Brancheforening i sidste uge holdt generalforsamling.

Det skriver Sol og Strand i en pressemeddelelse. 

- Feriehusbranchen er en vækstbranche. Vi har gennem de sidste fire år haft tre rekordsæsoner. Den ene succes er kommet efter den anden, tredje og fjerde. Både danske og udenlandske feriegæster har for alvor set de kvaliteter, man får med, når man holder ferie i et dansk feriehus. Og vi er stadig sultne på vækst. Men ikke bare vækst.

- Vi er lige så ambitiøse, som den nationale turismestrategi. Det betyder, vi skal levere på den bæredygtighed, som flere og flere af vores feriegæster prioriterer.

- Og det betyder også, at væksten i dansk turisme skal bredes ud. Vi skal fortsætte succesen, så vi kommer tættere på helårsturisme. Og vi skal fortsætte med at bidrage til at løfte omsætningen, erhvervsaktiviteten og beskæftigelsen i lokalsamfund langs Danmarks kyster, som tidligere havde det svært uden for sommerens højsæson, men hvor turismen nu hjælper til at løfte lokalområderne og skaber grobund for flere lokale arbejdspladser året rundt.

- Alt det arbejder vi hver dag for at realisere sammen med gode samarbejdspartnere i kommuner, regioner, destinationer og på Christiansborg. Vi kan komme endnu længere det næste år, siger Per Dam.

Som ny næstformand for brancheforeningen blev Martin Rovsing fra Novasol valgt.

Annonceret indhold

Nyeste