Mennesker

Spejder i en corona-tid

KFUM-Spejderne i Fjerritslev forsøger at tilbyde deres medlemmer de normale aktiviteter

31. oktober 2020 kl. 10:15

FJERRITSLEV: I en tid, hvor det meste er anderledes end det plejer forsøger de hos KFUM-Spejderne i Fjerritslev at tilbyde deres medlemmer de normale aktiviteter. Gruppelederen hos KFUM-spejderne i Fjerritslev, Mogens Jørgensen, har fortalt om spejdernes håndtering af corona. For det har ikke altid været lige let, indrømmer han.

- Mange aktiviteter har vi måttet tænke anderledes. Vi har fundet på nye og alternative måder, at lave dem på.

Her nævner Mogens deres årlige lodseddelsalg som eksempel. De fandt det ikke forsvarligt at sende deres medlemmer ud i byen for at gå fra dør til dør og sælge lodsedler.

- Vi så at andre havde forsøgt sig med salg på Facebook, hvor man kunne bestille lodsedler og få dem leveret til døren. Det tænkte vi var et forsøg værd. At vi så ikke fik solgt så mange, som vi havde håbet, er jo en anden historie. Men det viser bare, at man i en tid som denne er nødt til at tænke anderledes og finde nye veje i stedet for blot at give op. Deri ligger måske essensen i det at være spejder: Lige meget hvilken situation du bliver sat i, så finder vi en løsning.

Men det er desværre ikke alle aktiviteter, det har været muligt at afvikle. Spejderne har ikke været på deres årlige sommerlejr i år.

- Det har helt sikkert manglet hos mange af spejderne, da dette er et af årets højdepunkter, fortæller Mogens Jørgensen.

Alle spejdere i gruppen plejer hvert efterår at tage af sted på gruppeweekend. Heller ikke dette kan lade sig gøre i år.

- Det, der nok kommer til at mangle allermest hos spejderne i år, er vores årlige julemarked: Jul på Nisseborg. Dette velbesøgte arrangement kan pg.a. det nuværende forsamlingsforbud ikke lade sig gøre.

Desværre må spejderne i år mangle den hyggelige dag for hele familien. Dette arrangement er også med til at give spejderne en vigtig indtægt til at lave deres mange aktiviteter. Heldigvis kan spejderne stadig mødes og være aktive og kreative under åben himmel sammen.

- Siden opstart efter den totale nedlukning i foråret, har stort set alle vores møder foregået udendørs. Vi er så privilegerede, at have en bålhytte foran Spejderborgen, hvor vi kan være og lave vores aktiviteter udendørs men stadig være i tørvejr, hvis det skulle være regnvejr, siger Mogensen Jørgensen

Udover Spejderborgen har spejderne også et lille skovareal beliggende udenfor Fjerritslev, som de kan bruge til at lave deres aktiviteter i. Det giver gode muligheder for at komme ud i naturen og lave sjove aktiviteter som for eksempel Spejder-paintball.

Corona til trods, går livet videre hos de grønne spejdere i Fjerritslev.

Annonceret indhold

Nyeste