Mennesker

Ung under corona

Efter gymnasiet ville Trine L. Eriksen egentlig direkte på teologistudiet, men så kom coronakrisen, så nu holder hun sabbatår med kunst og strik

24. september 2020 kl. 07:15

FJERRITSLEV: Trine L. Eriksen dimitterede i fjor på Fjerritslev Gymnasium med den plan, at hun skulle starte på en universitetsuddannelse. Men alt gik ikke efter planen. Hendes tredje år forløb ikke helt gnidningsfrit, og da gymnasietiden nåede sin ende, stod hun nu med hele livet foran sig i en verden, der måtte lukke ned om sig selv.

Trine har altid været engageret i kirkelivet og havde også planer om at begynde på teologiuddannelsen, så snart hun havde fået studenterhuen på.

- Jeg vidste hele min gymnasietid, at jeg skulle starte på teologi efter gymnasiet. Men så kom corona.

Og selvom coronapandemien var med til at forstyrre Trines køreplan, har det også været positivt. Med et års pause fra studierne har hun sammen med sin mor set sit snit til at starte en lille strikkeforretning, der både findes på facebooksiden Made by Eriksen, og i den lokale butik 3D Kunst, hvor hun også har fået arbejde.

- Jeg trængte virkelig til en pause. Et år, hvor jeg var herre over min egen tid.

Og selvom Trine holder sabbatår, er det ikke ens betydende med, at hun holder fri. Udover sit job og garnforretningen engagerer hun sig i byens kirkeliv og er lige blevet stemt ind i menighedsrådet.

- Jeg kom egentlig dumpende som manden fra gaden, griner Trine, og fortæller, at det slet ikke var hendes plan at stille op.

Men Trine kan ikke lade være. Det betyder nemlig ganske meget for hende at kunne engagere sig i kulturlivet, når nu dagene ikke længere er lektietyngede.

- Jeg sidder hvert fald ikke stille, griner hun og understreger, at corona ikke skulle tage pusten fra hende.

Hun er desuden kommet i bestyrelsen for Fjerritslev IMU, der er den lokale kreds af Indre Missions Ungdom. Men selv om hun er meget aktiv, har det også været ganske vigtigt for hende at komme ned i tempo.

- Med corona kom også et pusterum, forklarer hun og tager en af de mange bøger frem, som hun har fået i studentergave.

- Jeg har tid til at læse de bøger, jeg har fået. Jeg tror på, at når folk giver dig en bog, er det, fordi de har noget af fortælle med den, siger hun.

I litteraturens verden gribes hun af fremmede mennesker og møder dem i deres liv. Hun tror på, at man kan lære af bøgerne og de mennesker, der optræder i dem.

Trines sabbatår er kun lige begyndt i Fjerritslev, men der er vist ingen fare for, at hun kommer til at kede sig.

Annonceret indhold

Nyeste