Arkivfoto
Mennesker

Bøderegn til nordjyske fartsyndere - her blev der kørt stærkest

Aalborg er den by i Danmark, hvor flest bilister bliver taget i at køre for stærkt, men én anden vejstrækning ligger med i toppen på kedelig liste

29. juni 2021 kl. 16:41
Opdateret kl. 17:01

NORDJYLLAND: 2020 var året, hvor corona sørgede for at lægge de nordjyske veje øde i lange perioder. Men 2020 blev sørme også året, hvor de nordjyske bilister landede en kedelig topplacering, når det kom til fartbøder.

Det viser nye tal fra Rigspolitiet, som forsikringsselskabet Gjensidige har analyseret.

En samlet top-10 over de enkeltstående veje i Danmark, motorveje undtaget, hvor der er registreret flest fartsyndere, afslører nemlig, at fire ud af 10 veje ligger i Nordjylland.

Den første nordjyske vej på listen er Aalborgvej i Jammerbugt Kommune, hvor 5667 bilister blev blitzet i 2020. Her har politiet opsat faste fartstandere for at få folk til at blive opmærksomme på den til tider lidt for tunge speederfod.

Se også
Triste tal: Unge nordjyder lever livet farligt i trafikken

Aalborgvej placerer sig på en tredjeplads over de vejstrækninger i Danmark med flest fartsyndere - den er kun overgået af H.C. Andersens Boulevard i København og Slagelse Landevej med henholdsvis 7436 og 5755 fartbøder registreret i 2020.

Og den placering er der måske en ret logisk forklaring på, siger politikommissær i afdelingen Operativ Færdsel hos Nordjyllands Politi, Thomas Ottesen.

- Den vej er lang og lige og inviterer på en uheldig måde til at køre lidt friskt, hvis vi nu skal sige det pænt, siger Thomas Ottesen.

Derfor er der som led i indsatsen for at komme problemet til livs opsat de såkaldte stærekasser, som dagligt blitzer folk, der har lige lovligt travlt, og det kan allerede mærkes i fartstatistikkerne.

- Vi kan se, at stærekasserne har en effekt. Hastigheden er nedbragt markant på den strækning. Folk har vænnet sig til, at stærekasserne står der, så de kører pænere. Men vi er stadig derude med fotovognen engang imellem for også at måle manuelt, siger Thomas Ottesen.

Særligt slemt i Aalborg

Lader man blikket glide fra top 3 og lidt længere ned på listen, kommer man hurtigt til en kedelig konklusion: Aalborg er den by i Danmark, der er "bedst" repræsenteret i top-10 med tre vejstrækninger.

Her har politiets fotovogne været på overarbejde på både Hobrovej, Østre Allé og Forbindelsesvejen. Samlet er der blevet registreret 12.686 fartovertrædelser på disse veje i 2020.

- Alle tre veje er nogle store, brede indfaldsveje. De er tosporede, der er få chikaner, og kommer man der på ydertidspunkter, hvor trafikken er let, kan det være svært at få hastigheden helt ned, når man kommer direkte fra motorvejen, siger politikommissær Thomas Ottesen som forklaring på de mange fartsyndere her.

- Men man skal altså huske, at det ikke er en motorvej. Det er beboelsesområder, der færdes skolebørn og ældre og cyklister, som man skal tage hensyn til, når man kører, tilføjer han.

Ifølge Vejdirektoratet er fartforseelser på netop byveje de farligste. I 2020 var det netop på byveje, at de fleste ulykker med personskader skete, mens motorveje var den vejtype med færrest ulykker med personskader sidste år.

- Netop det mylder, der kan være på sådan nogle veje i byerne, gør det farligt. Går det galt, kan det gå rigtig galt, siger Thomas Ottesen.

Politikommissæren minder i øvrigt om, at det kan blive dyrt, hvis man som bilist ikke er opmærksom på fartbegrænsningerne på de store veje i Aalborg.

- En 100 procents overskridelse af fartgrænsen kan altså koste både beslaglæggelse af køretøjet, en tur i fængsel, en stor bøde og frakendelse af kørekortet. Så det skal man lige huske, siger Thomas Ottesen.

Annonceret indhold

Nyeste