Arkivfoto
Livet her

Cykelstier for 135 millioner - her skal de ligge

5 af de i alt 27 nye cykelstier, som får del af puljen, ligger i Nordjylland

30. september 2021 kl. 21:10
Opdateret kl. 21:21

NORDJYLLAND: Fem nordjyske kommuner kan glæde sig til bedre trafikforhold for cyklister.

Sammen med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten vil regeringen nemlig bruge 135 millioner på cykelstier over hele landet. Dertil kommer kommunernes egenfinansiering. Pengene skal fordeles over 27 projekter, og fem af disse ligger i Nordjylland.

Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse .

I udvælgelsen af projekterne over hele landet, er der lagt vægt på, at flest muligt får gavn af projektet, større trafiksikkerhed, og at projektet bidrager til bedre sammenhæng.

- Interessen fra kommunerne har været rigtig stor, og det er nogle virkeligt gode projekter, der nu kan komme i gang. Det kan ikke siges nok, hvor godt det er for både klimaet og folkesundheden, når flere stiger ud af bilen og hopper på cyklen. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi er et flertal i Folketinget, der vil prioritere cyklisterne, siger transportminister Benny Engelbrecht.

I Nordjylland er det projekter i Hjørring, Jammerbugt, Morsø, Vesthimmerland og Aalborg Kommune, der får del af puljen. En af de største andele går til en cykelsti mellem Vestbjerg og Vodskov. Her vil man bruge ni millioner.

Her er de lokale cykelsti-projekter

Sådan fordeler støtten sig på de nordjyske projekter:

- Hjørring Kommune får 2.250.000 kroner til jernbanebro på Halvorsmindevej i Hjørring.

- Jammerbugt Kommune får 1.007.500 kroner til et cykelstiprojekt, der skal forbinde cykelstier i Biersted.

- Morsø Kommune får 2.967.500 kroner til en ny cykelforbindelse i Dueholmkilen i Nykøbing Mors.

- Vesthimmerlands Kommune får 1.727.500 kroner til cykelsti i gammelt banetracé, der forbinder byudvikling med stiforbindelse og busterminal.

- Aalborg Kommune får 9.000.000 kroner til en cykelsti mellem Vestbjerg og Vodskov.

Kilde: Transportministeriet

Desuden har regeringen udmøntet 13 millioner til videns- og innovationsprojekter landet over, der skal være med til at give ny viden og fremme cyklisme.

Læs også:

Se også
Millionstøtte til ny cykelsti langs Limfjordsvej
Annonceret indhold

Nyeste