Torsdag 31. august blev sidste rigtige arbejdsdag for Ole Thomsen i Sko&Sko. Han lukker butikken og går på pension.
Livet her

Oles sidste dag i sko-butikken

01. september 2023 kl. 07:48

Torsdag 31. august kl. 17.30 pakkede Ole Thomsen den store parasol foran butikken sammen. 

De sidste udendørs stativer med sko blev kørt ind, og indgangsdøren blev låst for sidste gang.

- Kan du nu have et godt otium, nåede en forbipasserende lige at sige, inden døren blev lukket.

Indehaver Ole Thomsen har valgt at lukke butikken Sko&Sko i Aabybro Centret for at gå på pension.

- Og det glæder jeg mig til, siger Ole Thomsen, som er 64 år.

Ole Thomsen er et kendt ansigt i Aabybros handelsliv. I slutfirserne blev han uddeler i Brugsen i Aabybro Centret, men forlod Coop for knap 30 år siden for at blive selvstændig.

- At det blev indenfor skobranchen er helt tilfældigt. Jeg var egentlig på udkig efter en isenkram-butik, men det blev i stedet en sko-butik i Vodskov, fortæller Ole Thomsen.

Kolleger køber op

I 2005 overtog han så også skobutikken i Aabybro Centret. I omkring 15 år drev han sko-butik i både Vodskov og Aabybro. 

For et par år siden lukkede han butikken i Vodskov. Og nu er det også slut i Aabybro. Der mangler blot oprydning, og så skal han forsøge at få de sko afsat, som ikke blev solgt ved ophørsudsalget. 

Der kommer flere skohandler-kollegaer til den nu lukkede butik for at se om, der er noget de kan bruge.

Ole Thomsen og familie boede i en årrække i Aabybro, men flyttede i 2011 til hans forældres landbrug ved Hjallerup.

Hvad der skal ske med butikslokalet i Aabybro Centret er uvist.

Annonceret indhold

Nyeste