Helt konkret betyder projekt Life IP Natureman, at der har været midler til at sætte hegn samt købe og udlåne kvæg af en type, der egner sig til naturpleje.
Livet her

Sammen om en rigere natur på Gjøl Bjerg

08. april 2024 kl. 06:02

Frivillige har hjulpet hinanden med at rydde gyvel, så kvæget kan få bedre mulighed for at græsse. Målet er en større biodiversitet i området.

- Det er skønt at få lov til at bruge kroppen lidt, og så har man god samvittighed bagefter. Vi vil gerne gøre noget godt for naturen.

Sådan lyder det fra Thomas Skærbæk, der bor på Gjøl og har valgt at bruge nogle weekendtimer som frivillig naturplejer på Gjøl Bjerg sammen med sin kone og deres datter på to år.

Med et ørnenæb i hånden har Thomas Skærbæk side om side med andre frivillige klippet gyvel af ved roden på den stejle skrænt af kridt over mod Ulvedybet. Her var engang en stor bestand af tjærenellike, men planten med de karakteristiske lyserøde blomster er nærmest forsvundet på bare tre årtier.

- Det er fedt, hvis man kan hjælpe naturen til at blive mere lysåben, så de sarte arter kan komme frem igen, siger Thomas Skærbæk.

Gjøl Bjerg (17 meter over havet) og det nærliggende vådområde ned mod Ulvedybet er et naturmæssigt skatkammer i Jammerbugt Kommune.

Gjøl Bjerg (17 meter over havet) og det nærliggende vådområde ned mod Ulvedybet er et naturmæssigt skatkammer i Jammerbugt Kommune.

Derfor er kommunen involveret i et projekt, der med støtte fra EU rummer mulighed for at give naturen en hjælpende hånd.

Kommunen har i samarbejde med Naturstyrelsen og private lodsejere skabt rammerne for ekstensiv afgræsning af området i en årrække.

Helt konkret betyder projekt Life IP Natureman, at der har været midler til at sætte hegn samt købe og udlåne kvæg af en type, der egner sig til naturpleje.

Fritidslandmand Kenneth Sørensen, Gjøl, er aktiv deltager i projektet. Det er ham, der passer besætningen af racen Dexter. Den består i øjeblikket af fem køer, fire kalve og en foldtyr.

- Jeg betragter dem lidt som mine egne, og jeg har ikke haft noget bøvl med dem, siger han.

Økonomisk er det ikke den store forretning at være naturplejer, men Kenneth Sørensen er stolt af at være med til at skabe en rigere natur på Gjøl Bjerg.

Kenneth ejer selv en anden type kødkvæg – nemlig af racen limousine, men det er tunge dyr, der ikke orker at gå op på bjerget.

- Det går fint med at afgræsse området her med Dexter. De går gerne herop, og de kan bedre græsse under træerne. Gyvelen gider de til gengæld ikke at æde, konstaterer han.

For få år siden var Gjøl Bjerg næsten helt tilgroet med store gamle gyvelbuske.

- I 2021 ryddede vi med maskiner, der forsigtigt fældede de store buske og kørte det hele væk. Vi var klar over, at der skulle følges op på den rydning, fortæller projektleder Marianne Fisker fra Jammerbugt Kommune.

Frivillige har hjulpet hinanden med at rydde gyvel, så kvæget kan få bedre mulighed for at græsse.

Hun er glad for det gode samarbejde med lodsejere og dyreholdere om naturpleje i Natura 2000-området ved Ulvedybet.

Den fortsatte naturpleje sker med de små hårdføre kvæg af racen Dexter. Kvæget æder ganske vist af de nye gyvelskud, men der er fortsat brug for assistance fra de årlige frivillige dage, hvor gyvelbuskene klippes ned.

- Det har vi gjort både i 2023 og 2024, og vi vil også gøre det i 2025. Men på sigt er det håbet, at lokalsamfundet selv tager over, og derfor er det en gave, at borgerforeningen på Gjøl med Lisbet Emmery som formand har taget medansvar for opgaven, lyder det fra Marianne Fisker.

Udover rydning og klipning af buske er formålet med den frivillige naturplejedag, at lokalsamfundet får ejerskab til naturarealerne i nærheden.

- Ejerskabet fås ved, at vi får en fælles viden om arterne og hvad der skal til for, at vi løfter på biodiversiteten. At vi sammen passer på naturen og føler et fælles ansvar for den. Mit håb er, at ejerskabet også går videre i generationer og at de frivillige bliver ambassadører for den natur, der er lige i nærheden, siger Marianne Fisker, der sammen med nogle af de frivillige fik samlet tre sække skrald på naturplejedagen.

Kenneth Sørensen kalder det interessetimer, når han deltager i naturplejedagen sammen med sin femårige søn Jonas og nogle andre fritidslandmænd på Gjøl.

Med motordrevne buskryddere får de i løbet af et par timer de tætstående gyvelbuske høvlet ned på et stort areal.

- Det er fint, at vi kan samle sådan en flok mennesker. Det gælder om at holde gyvelen nede, så græsset kan gro, pointerer Kenneth Sørensen.

Maria Elbæk fra Vadum er en af de frivillige, der har grebet en buskrydder.

- Jeg vil gerne hjælpe med, hvad der nu er i lokalområdet af naturpleje. Det er vigtigt at holde de invasive arter nede, siger Maria Elbæk, der er taget med til naturplejedagen sammen med to andre fra Danmarks Naturfredningsforening, Jammerbugt Kommune.

Maria Elbæk håber på en større biodiversitet i området, når det nu afgræsses hvert år.

Kokasser giver flere insekter, og der er et potentiale for en meget bedre flora med særlige arter, der knytter sig til overdrev.

- Jeg har tænkt mig at følge det nu i den kommende sommer og se, hvad der sker, når kvæget har været her. Det er et ret nyt sted, jo. Måske er vi heldige at se blåhat og tormentil. Jeg skal på blomsterjagt i hvert fald, siger Maria Elbæk.

Omkring 1. maj regner Kenneth med, at dyrene igen er sendt på græs på de cirka tre hektar, der er hegnet på Bjerget og skrænten. Så bliver de her indtil oktober.

Dyrene bliver tilset hver anden dag i perioden af Kenneth Sørensen, der glæder sig over, at mange andre i lokalområdet finder det spændende at holde øje med dyrenes færden.

Publikum har mulighed for at krydse indhegningen via klaplåger, hvis de følger den sti, der er til Ulvedybet.

Måske vil publikum i fremtiden kunne glæde sig over genkomsten af blomstrende arter som bakkenellike, blåklokke, håret høgeurt og bakketimian.

Det er alle arter, der vil profitere af et mere lysåbent overdrev.

Annonceret indhold

Nyeste