Shopping

De lokale butikker tænker kreativt

Hjemmelevering, webshop og Facetime er handelsmetoder, lokalbutikkerne benytter

03. februar 2021 kl. 11:55

BROVST: Hjemmelevering, webshop og Facetime er handelsmetoder, lokalbutikkerne og deres kunder efterhånden er blevet ganske fortrolige med, mens de, ligesom så mange andre danskere, må vente yderligere tre uger, før der er håb for at åbne op igen. I stedet gør butikkerne hvad de kan for at holde gang i salget online.

Hos Styleup.dk i Fjerritslev kan man handle gennem deres Facebookside og få leveret tøj hjem til sig selv eller hente det ude foran butikken på et aftalt tidspunkt.

- Det er begrænset, hvad vi har mulighed for at gøre, når vi fysisk er lukket ned, fortæller indehaver af Styleup.dk, Kasper Jensen, der er i gang med hovedrengøring af butikken endnu engang.

De er dog stadig virkelige effektive til at nytænke kundekontakt og tilbyder virtuelle rundture i butikken over Facetime, hvor kunder kan få lov at se varer og betale med Mobilepay. Den kontaktløse betalingsform har været uundværlig for adskillige butikker

Hos Expert i Brovst forklarer indehaver, Bo Kølby, at de står i samme situation som håndværkererhvervene:

- Vi skal ligeledes holde den fysiske butik lukket, men vi må fortsat tage ud til kunder og hjælpe dem – med mundbind og handsker, ganske vist.

Hos Kai Berntsens Knaldhårde Hvidevarer ApS bringer de også varer ud. Deres Click & Collect-system har været mere attraktivt under nedlukningen, og så har de ligesom Expert Brovst og Styleup.dk adskillige telefonsalg.

- Vi er så heldige at have en webshop, som gør det nemmere for kunder at handle hos os. Det kan aldrig erstatte den fysiske handel, men så længe en nedlukning vurderes nødvendig, er onlinehandel den eneste mulighed, fortæller butiksmedindehaver, Annette Bundgaard.

Kunder kan ligeledes afhente købte varer udenfor forretningerne, og her er Sport- og Kulturcenter Brovst leveringsdygtige i mad.

- Vores køkken laver mad ud af huset helt fra bunden. Det medvirker til at formindske madspild af vores indkøbte råvarer, der var tiltænkt arrangementer, der er blevet aflyst som resultat af nedlukningen, forklarer Lars Simonsen, centerleder for Sport- og Kulturcenter Brovst.

Det kan være svært at holde modet oppe i de lokale forretninger, der glæder sig til at få lov til at åbne op igen.

- Det er altid skønt at have travlt, og det er svært nu af gode grunde. Men vi mærker stadig en stærk lokal støtte, fortæller Bo Kølby, der ikke er ene om den holdning.

Butikkerne yder fortsat en stor indsats, mens de passer på og tager forholdsreglerne seriøst, og glæder sig over kunderne, der fortsat husker dem i et nedlukket land.

Annonceret indhold

Nyeste