Jesper Faarup kan den 2. maj fejre, at det er ti år siden, at han sprang ud som iværksætter med Dig og Din PC.
Shopping

Jespers drøm gik i opfyldelse

30. april 2024 kl. 19:02

HALVRIMMEN: For ti år siden havde Jesper Faarup en drøm.

Han er – for nu at sige det pænt – it-nørd. Det, han ikke ved om computere, er ikke værd at vide. Så drømmen var at hjælpe alle de mennesker, som ikke har det så nemt med den nye teknologi.

Det blev til firmaet Dig og Din PC i Halvrimmen, der nu i ti år har været livlinen for folk i området, når pc-en og mobilen svigter. Det er Jesper, man går til, når man har udfordringer med den nye teknik, for eksempel hvis pc’en er alt for langsom.

Sætter gang i pc’en

- Det skyldes som regel, at enten er grejet simpelthen for gammelt, men det kan også være virus. Hvis det er virus, fjerner jeg det, og hvis pc’en skal skiftes ud, er jeg altid leveringsdygtig i en ny. Eller næsten ny, for jeg har et stort salg i let brugte, opdaterede pc-er og mobiler– det man kalder refurbished, forklarer Jesper Faarup.

- Det er blevet til hundredvis af refurbish-modeller gennem årene. Det er typisk leasing-modeller med et år eller to på bagen. De bliver totalt renoveret. Renset for gamle data og udstyret med helt nye programmer – og så kan jeg sælge en kvalitets-pc til en rigtig skarp pris. På den måde får kunderne meget mere for deres penge, for det er meget kraftigere pc’er end dem, der normalt bliver solgt på tilbud i butikkerne.

- Det er ingen hemmelighed, at mange af mine kunder tilhører det modne segment, som ikke altid har det nemt med ny teknologi. Derfor sætter jeg en ære i at hjælpe og forklare jordnært, hvordan det virker – og hjælper også gerne, når der er opdateringer og andet, som driller.

Dig og Din PC har nu ligget på Thistedvej i Halvrimmen i 10 år.

På rette hylde

- Jeg er kommet på den rette hylde. Drømmen er gået i opfyldelse, for jeg elsker at være i kontakt med mange mennesker og hjælpe med det, som jeg er god til, forklarer Jesper Faarup.

De fleste kunder i Dig og Din PC er helt almindelige mennesker. Virksomhedskunderne overlader Jesper Faarup til andre og større firmaet.

- Der er da et par virksomheder, som jeg hjælper, men mange virksomheder har brug for assistance døgnet rundt – og her kan jeg ikke være med. Så jeg holder mig til min lille niche. Og det er da gået godt i ti år nu.

- Der har været udfordringer undervejs. Specielt i 2021 og 2022, hvor der blev kloakeret i Halvrimmen og hvor vejen forbi butikken var lukket. Vi var nede på under halvdelen af den normale omsætning. Det overlevede jeg kun på opsparingen fra de gode år.

- Nu går det godt igen – og jeg er helt sikker på, at vi også ligger her om ti år.

10-års dagen fejres torsdag den 2. maj med lidt vådt til ganen og lidt godt til mobilen, som Jesper Faarup formulerer det. Hele dagen byder han på kaffe, te, øl og vand, chips og småkager – og så er der blandt andet 50 % rabat på nye mobilcovere.

Annonceret indhold

Nyeste