Det begyndte med træsko – og træsko er fortsat en vigtig vare i Knuds Sko, der nu har ligget i Vestergade i 60 år. Her er Karin Jensen foran en del af sortimentet.
Shopping

Karin har ingen planer om at stoppe, så længe det er sjovt

28. april 2024 kl. 17:01
Opdateret 29. april 2024 kl. 08:20

FJERRITSLEV: En af byens ældste butikker – Knuds Sko i Vestergade – kan i disse dage fejre 60-års fødselsdag.

Butikken blev grundlagt i 1964 af Knud Jensen. Oprindeligt, som navnet siger, som sko- og skomagerbutik. Knud Jensen kunne både sælge sko – og også selv lave træsko. Produktionen af træsko toppede i halvfjerserne, hvor træsko var højeste mode – og det blev til cirka 5.000 par om året.

I 1977 blev byggede Knud Jensen til, og sortimentet udvidet med fritidstøj og jagtudstyr.

Det er i dag Karin Jensen, der driver forretningen, efter at ægtefællen døde for ti år siden. Selv om hun med egne ord ikke er helt ung, har hun ingen planer om at stoppe.

En dag ad gangen

- Så længe det er sjovt, bliver jeg ved. Men jeg tager det en dag ad gangen, siger Karin Jensen.

Men der er dog forandringer på vej. Til efteråret stopper Karin Jensen med at sælge våben og ammunition.

- Det kræver en speciel tilladelse at sælge våben. Den nuværende tilladelse udløber til efteråret. Så det stopper jeg med. Vi har allerede solgt de sidste bøsser og geværer – og så fejrer vi 60-året med nogle slagkraftige tilbud på ammunition.

Benhård handelsmand

Jens Peter Larsen har været ansat i Knuds Sko i en årrække. Først på deltid, så fuld tid – og nu igen på deltid. Han husker Knud Jensen som en benhård handelsmand, der havde en udpræget næse for, om kunden virkelig ønskede sig en vare – og så gav han sig ikke.

- Jeg husker en gang, hvor Knud og en kunde var uenig om prisen. Det endte med, at kunden gik i vrede – og da han kom tilbage en uge senere, fortsatte diskussionen, hvor den slap. Det endte da også med, at kunden købte bøssen til den pris, som Knud forlangte.

60-året fejres den 2., 3. og 4. maj med klækkelige rabatter på jagttøj, ammunition, outdoor-tøj og sko.

Annonceret indhold

Nyeste