Shopping

Ole bytter børnepasning ud med genåbning af sin skobutik

ENDELIG: Efter et par døde måneder genåbner butikkerne i Åbybro. Blandt dem er Sko & Sko, hvor indehaver Ole Thomsen ser frem til at tage imod kunderne igen

27. februar 2021 kl. 09:00

Det har været nogle stille måneder for Ole Thomsen, ejer af butikken Sko & Sko i Åbybro. For vintermånederne har føltes lidt ekstra lange i år, hvor skobutikkens lokaler i Aabybro Centret har ligget øde hen.

- Jeg har faktisk ikke været så meget i butikken. Vi har klaret et par nødvendige småting og byttet en enkelt skostørrelse engang imellem. Ellers har jeg faktisk mest brugt tid på at passe mit barnebarn, siger Ole Thomsen, der har haft forretningen lukket siden lige før jul.

- Det har været lidt op ad bakke. Sådan er det jo, når det hele lukker ned, siger Ole Thomsen.

Men nu ser det ud til at vende for butiksejeren i Åbybro.

Mandag kan Sko & Sko åbne igen - ligesom i resten af landet, hvor mindre butikker udenfor storcentrene har fået lov til at åbne op.

Og dét er længe ventet.

- Det er da dejligt! Så kan vi endelig få byttet julegaverne, siger Ole Thomsen som en kæk bemærkning.

- Vi glæder os til at åbne op. Både jeg og personalet er klar, sagde butiksejeren.

Imodsætning til mange andre butiksejere, der har fortsat salget online, har Ole Thomsen valgt at holde stort set helt lukket de seneste måneder.

For selvom Ole Thomsen godt kan se fidusen i at flytte salget online og levere varer ud gennem døren, så har det ikke været en oplagt løsning for butikken i Åbybro.

- Vi sælger jo ikke dametøj. Vi sælger sko til både mænd, kvinder og børn, og særligt for børnene kan det være svært at finde de helt rigtige sko. De skal prøves først, siger Ole Thomsen, der har eksperimenteret med at tage billeder af skoene og bære tre forskellige sko ud til hoveddøren, så et barn kunne prøve dem.

- Men det kan hurtigt blive lidt omstændigt, forklarer butiksejeren.

Netop derfor har butikken ligget øde hen og mange sko har hobet sig op i lokalerne.

- Vi har selvfølgelig en masse støvler, men også mange festsko. Det er jo længe siden, folk har været til fest, siger Ole Thomsen.

Med de mange støvler, der hober sig op i lokalerne, er der derfor gode tilbud til dem, der ligger vejen forbi Sko & Sko.

Både når det gælder festsko og støvler uden eller med for er der op mod 50 procents rabat. Også øvrige varer er sat ned.

- Vi håber, at en masse har lyst til at kigge forbi. Vi har en fornemmelse af, at særligt børnefamilierne er ved at være lidt presset på sko-fronten, for børnene vokser jo ud af skoene, siger Ole Thomsen.

- Vi glæder os til at få folk i butikken. Men vi opfordrer også til, at alle ikke kommer på samme tid. Vi skal stille og roligt i gang med genåbningen, siger Ole Thomsen.

Annonceret indhold

Nyeste