Jonna Christensen stopper som formand, men fortsætter som konsulent i en periode
Livet her

Skifter formand: Farvel til Jonna - goddag til Susanne

04. april 2024 kl. 14:01

Jonna Christensen stopper som formand for Frivillighuset i Jammerbugt, som ligger i Brovst. På generalforsamlingen ønskede hun ikke at blive genvalgt til bestyrelsen.

Jonna Christensen lægger ikke skjul på, at 2023 blev et hårdt år rent arbejdsmæssigt for både formanden og resten af bestyrelsen.

- I 2022 blev der vedtaget en genopretningsplan for Frivilighuset. Den har vi arbejdet meget med i det seneste år, fortæller Jonna Christensen.

Dertil kom, at lederen af Frivillighuset stoppede efter kort tids ansættelse. Det medførte ekstra arbejde til bestyrelsen.

Susanne Larsen Kristiansen ny formand for Frivillighuset i Jammerbugt

Der er endnu ikke ansat en ny leder. Det skyldes bl.a., at der skulle gå nogle måneder for at undgå dobbelt lønudgift. Bestyrelsen havde også behov for at få klarlagt roller og ansvar for leder og bestyrelsen, inden der blev ansat ny leder.

De mange måneder uden leder har til gengæld medført, at regnskabet viser et pænt overskud.

- Men nu er stillingen slået op, og vi regner med, at ansættelsesproceduren går i gang her i april, fortæller Jonna Christensen og tilføjer, at der kom 19 ansøgninger, da stillingen senest blev opslået. Derfor regner hun med, at der også denne gang kommer et bredt ansøgerfelt.

Men Jonna Christensen slipper ikke helt tøjlerne endnu.

- Frivillighuset har indgået en konsulentaftale med mig indtil den ny leder er kommet godt i gang. Det betyder, at jeg skal fungere som en form for leder i en periode, som sikkert bliver på omkring et halvt år, fortæller Jonna Christensen.

Ny formand for bestyrelsen er Susanne Larsen Kristiansen, Pandrup, som har stor erfaring indenfor det frivillige arbejde og har siddet i Frivillighusets bestyrelse i flere år.

Hun blev valgt på det konstituerende møde.

Socialudvalgsformand Ib Nellemann, som sidder i Frivillighusets bestyrelse, takkede på generalforsamlingen bestyrelse og formand Jonna Christensen for en stor indsats.

Jette Wagner, som er frivillighus-veteran, trådte også ud af bestyrelsen og fik også en stor tak.

Annonceret indhold

Nyeste