Cheftræneren sætter ord på lørdagens frusterende oplevelse mod Nykøbing FC. Foto: Henrik Bo
Livet her

Bo Zinck savner især én ting på Jammerbugts 1. divisionshold

Cheftræneren har indtil videre holdt oprykkerne flot fri af nedrykningspladserne, men han kræver forbedringer, hvis missionen skal fuldendes

30. oktober 2021 kl. 19:28
Opdateret 20. maj 2022 kl. 15:22

FODBOLD: Jammerbugt FC har hentet 14 point i sæsonens første 14 kampe som oprykker i 1. division i fodbold. Det er over forventning og holder Bo Zincks mandskab fri af nedrykningspladserne, men når modstanderen har heddet Nykøbing FC, er holdet to gange blevet udstillet. Falstringerne vandt 4-0 hjemme og fulgte lørdag op med 5-0 i Pandrup.

- Resultaterne i de her kampe mod Nykøbing giver et helt forkert billede af styrkeforholdet, fordi vi først ikke kender vores besøgelsestid og siden dummer os defensivt, mener cheftræner Bo Zinck.

Gæsterne scorede på deres enlige afslutning på mål i første halvleg, og meget symptomatisk for sæsonen faldt scoringen til 0-1 på en ren foræring.

- Først fik vi ikke headet bolden ordentligt væk, og siden synes jeg, at Marcus (Bundgaard, målmand, red.) skulle have reddet skuddet. Det kom ud af ingenting, for derudover holdt vi dem fuldstændig væk fra alt, siger Bo Zinck.

Jammerbugt-keeperen forsøgte da heller ikke at bortforklare sin manglende indgriben på skuddet fra en spids vinkel.

Marcus Bundgaard (tv.) havde ikke den bedste dag i målet hos Jammerbugt FC. Foto: Henrik Bo

- Der er ingen tvivl om, at jeg skulle have reddet det. Det var ikke særligt godt målmandsspil, erkender Marcus Bundgaard.

Jammerbugt havde selv to store tilbud i det første 45 minutter, men måtte se gæsternes keeper redde dem begge.

- Vi skal åbenbart lukke helt af og så lave en enkelt pind for at vinde kampe, for vi må også erkende, at vi ikke laver ret mange mål ud af det blå. Der er vi ikke dygtige nok i feltet, siger Jammerbugt-træneren.

Han lægger ikke skjul på, at han gerne ser offensiven forstærket i vinterens transfervindue.

- Vi savner noget mere power oppe foran, som vi kan bringe i feltet, for vi er nødt til at lave flere mål. Defensivt synes jeg egentlig, at vi ser fornuftige ud - hvis man altså trækker sæsonens tre store nederlag fra, hvor alt bare er ramlet for os, siger Bo Zinck.

- Det var en kollektiv offday mod en hamrende effektiv modstander, men vi skal ikke gå hjem og grave os ned. Der er mange spændende og vigtige kampe i vente, tilføjer målmand Marcus Bundgaard.

Se også
Skrækmodstander: Jammerbugt FC igen straffet hårdt af falstringer
Annonceret indhold

Nyeste