Det blev til et nederlag, da Jammerbugt FC spillede ude mod AC Horsens. Arkivfoto: Bente Poder.
Livet her

Jammerbugt FC taber til Superliga-nedrykker på trods af hurtig føring

Oprykkerne fra 2. divisionen måtte se sig slået, da de søndag mødte AC Horsens på udebane

22. august 2021 kl. 18:07
Opdateret kl. 19:20

FODBOLD: Selvom det lykkedes Jammerbugt FC at bringe sig foran med 1-0 efter blot fire minutters spil, så var det ikke nok til at hive sejren hjem, og man måtte i sidste ende se sig slået 2-1 i en hård kamp.

Forud for kampen offentliggjorde Jammerbugt FC to nye forstærkninger. Solomon Ogberahwe og Kelvin Emmanuel Igbonekwu, der begge har nigeriansk pas. Solomon Ogberahwe var at finde på bænken til kampen sammen med også nytilkomne Abdramane Djitteye, der begge blev skiftet ind og fik debut, dog var det ikke nok til at vinde.

Se også
Jammerbugt FC-målscorer valgte klubben på grund af ambitionsniveauet: Drømmer om at leve af fodbold

Selvom det var et forstærket Jammerbugt-hold, som mødte op i Horsens, så var det stadig en kamp, som på papiret så svær ud for det nordjyske oprykker-hold, da de skulle møde AC Horsens, der i forgående sæson spillede med i den bedste danske liga. Derfor var det også overaskende, da kampens favorit hold pludseligt kom bagud med 1-0.

Kaptajn Nicolaj Lyngø blev manden i fokus, da han scorede sit første mål i sæsonen og blot andet mål i den blå trøje, hvor han ved hjælp af sit hoved formåede at lobbe bolden over Horsens-målmanden, der stod langt ude af sit mål.

Men glæden varede ikke længe, for allerede omkring 10 minutter senere fik AC Horsens udlignet til 1-1, da debutanten Lubambo Musonda fandt sin vej til målet og scorede sit første mål.

Resten af halvlegen blev ren og skær overlevelse for nordjyderne, der flere gange havde svært ved at holde Horsens-spillerne væk fra eget felt. Blandt andet bød Casper Tengstedt på en kæmpe chance, da han ramte målstolpen af Jammerbugt-målet.

Modsat havde Jammerbugt også en stor mulighed, da Bardhec Bytyqi stod godt placeret inde i Horsens-feltet. Bolden blev rettet af, og istedet for et mål måtte man nøjes med et hjørnespark.

Samme takter gjorde sig gældende i anden halvleg, hvor det stadig var hjemmeholdet, der dominerede og pressede på, hvilket blandt andet resulterede i et skud på overliggeren fra Casper Tengstedt, der endnu en gang ramte plankeværket og ikke nettet.

Det blev for meget for udeholdet, der midt i halvlegen kom bagud med 2-1. Det var Kaptajn og målscorer Nicolaj Lyngø, der indkasserede et gult kort og kostede et straffe, da han kom på tværs af en målchance. Og det var et straffe, som Casper Tengstedt tilgengæld satte stensikkert ind.

Derfor måtte Jammerbugt FC se sig slået efter en hård kamp mod et bedre hold.

Se også
Borte med blæsten: Nordjysk brag sluttede uden vinder

AC Horsens - Jammerbugt FC 1-1 (2-1)

Målscorere: 0-1 Nikolaj Lyngø (4. minut), 1-1 Lubambo Musonda (17. minut), 2-1 Casper Tengstedt (65. minut)

Jammerbugt FC's hold (4-4-2): Marcus Bundgaard - Daniel Mortensen (Abdramane Djitteye 81. minut), Nikolaj Lyngø, Moussa Kamara (Søren Vendelbo Pedersen 46. minut), Mads Larsen (Solomon Ogberahwe 81. minut) - Bardhec Bytyqi, Marcus Sloth, Aleksandar Nilsson, - Max Møller (Michael Stokbro 64. minut), Frederik Høgh (Mubaarak Mohamud Nuh 64. minut)

Advarsler: Marcus Jørgensen (37. minut), Nikolaj Lyngø (64. minut)

Annonceret indhold

Nyeste