Jammerbugt-træner Bo Zinck var skuffet over sit holds indsats i de første 45 minutter af torsdagens kamp. Arkivfoto: Lars Pauli
Livet her

Jammerbugt generobrede førstepladsen trods nyt pointtab: - Jeg kigger kun efter syvendepladsen

Jammerbugt FC er trods en dårlig stime stadig på førstepladsen i 2. division, men cheftræner Bo Zincks målsætning er afmålt

01. april 2021 kl. 17:08
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:39

FODBOLD: Med 0-0 i udekampen mod Brabrand generobrede Jammerbugt FC skærtorsdag førstepladsen i 2. divisions pulje 1, men samtidig var det fjerde gang i træk, at nordjyderne gik fra banen uden en sejr.

Derfor er det nu kun på en bedre målforskel end B93, at Jammerbugt sidder på den førsteplads, der vil give oprykning til den næstbedste række.

- Det er aldrig sjovt ikke at vinde, og vi kæmper lidt med at få tippet marginalerne over på vores side i øjeblikket. Det er kun hårdt arbejde, der får os ud af det her, så det skal vi tage med på mandag, hvor der venter en ny bøvlet kamp mod Holstebro, siger Jammerbugt-træner Bo Zinck.

Mens Jammerbugt FC og B93 har 32 point på første- og andenpladsen, følger Frem og Thisted lige efter med 30 point hver, men den topstrid vil de slet ikke fokusere på i Jammerbugt.

- Lige nu kigger jeg kun efter syvendepladsen. Jeg vil i top-seks, så vi kan komme med i den nye 1. division i næste sæson. Vi har ikke vundet i fire kampe i træk, så vi skal koncentrere os om den top-seks, og når den forhåbentlig er sikret, kan vi begynde at se på det andet. I første omgang handler det bare om den kamp på mandag mod Holstebro, siger Bo Zinck.

Med ti spillerunder tilbage er der otte point ned til syvendepladsen for Jammerbugt.

At det skærtorsdag blev til det fjerde pointtab i træk, skyldtes især en svag start på kampen.

- Jeg er skuffet over vores første halvleg, hvor vi i en rigtig duelkamp ikke var i nærheden af at vinde en eneste duel. Vi var bagefter i alting, og vi burde have været bagud efter første halvleg. Det eneste positive var vel, at Marcus (målmand Marcus Bundgaard, red.) havde et par gode redninger, siger Bo Zinck, der dog var væsentligt mere tilfreds med indsatsen i de sidste 45 minutter.

- Vi fik talt om tingene i pausen, og vi kom ud med en helt anden attitude. Hvor vi burde have været bagud i første halvleg, skulle vi til gengæld også have vundet til sidst, da vi havde et frit hovedstød fire meter fra mål, siger Bo Zinck.

Annonceret indhold

Nyeste