Jammerbugt-træner, Bo Zinck, var godt tilfreds med de takter, han overværede i lørdagens kamp mod Næsby. Arkivfoto: Lars Pauli
Livet her

Jammerbugt-træner fejrede bryllupsdag på fornem vis: Dét sagde han til spillerne i pausen

Jammerbugt FC fik en eventyrlig start på forårssæsonen med en 4-1-sejr - men alt var ikke lutter gammen i kampens første halvleg

27. februar 2021 kl. 18:20
Opdateret kl. 20:32

FODBOLD: Bo Zincks bryllupsdag blev fejret på bedste manér, da Jammerbugt-mandskabet fejede Næsby af banen i en 4-1-sejr.

Det startede dog noget sløvt, og de to mandskaber måtte gå til pause uden mål.

- Det var en todelt kamp. En typisk premierekamp, hvor det hele var meget anspændt. Vi får skabt nogle chancer i første halvleg, men vi spiller med håndbremsen trukket.

En opsang fra Zinck i pausen hjalp hjemmeholdet.

- Det var en meget nervebetonet første halvleg, som det tit er i premierekampe. Jeg fortalte drengene, at vi skulle gå all-in, siger cheftræner, Bo Zinck.

- Vi spiller en rigtig fin anden halvleg, som vi vinder 4-1, og hvor vi har chancer til mere. Skudstatistikken er overvældende i hele løbet af kampen i vores favør, og vi efterlader næsten ingen skudmuligheder til dem, siger cheftræner, som alt taget i betragtning, var godt tilfreds med de takter, han overværede.

- Næsby er et rigtig godt offensivt hold og gode med bolden, men vi kører en meget fortjent og sikker sejr hjem, siger Zinck om kampens forløb.

Michael Stokbro gjorde det allerede tre minutter inde i anden halvleg til 1-0. Dernæst fortsatte Pandrup-klubben ufortrødent videre.

To mål fra Max Møller og endnu et fra Michael Stokbro sendte Jammerbugt FC op på fire mål. Gæsternes Marcus de Claville Berthelsen stod for fynboernes eneste mål i kampen efter 66 minutters spil.

Frem skal blæses ud til Blokhus Strand

Næste opgave for Jammerbugt FC er på næste lørdag, hvor Boldklubben Frem venter i, hvad der kun kan blive et interessant topopgør.

- Der er mange måder, hvorpå vi kan slå Frem. De er et fysisk stærkt mandskab, men fordelen for os, er, at vi allerede har spillet vores premierekamp. Vi skal få sat vores forskelligartede offensiver op og være lige så strukturerede og dygtige defensivt. Kan vi løse mange af de ting, slår vi også Frem på lørdag. Nu har vi fået et rygstød, ligger nummer et og har præsteret overbevisende, mener Zinck.

Selvtilliden er i top hos Jammerbugt, der fortsat er ubesejrede i 2. divisions pulje 1. De imponerende takter fra 2020, hvor nordjyderne blot tabte en enkelt kamp - til Holstebro i pokalen - ser således ud til at fortsætte også i dette år.

- Vi skal forhåbentlig blæse dem ud til Blokhus Strand, når kampen er færdig. Vi har masser af offensive ting at komme med, og det skal vi have sat endnu mere i scene på lørdag. Det er en kamp, vi glæder os til, for med sejren over Næsby bliver tingene gjort endnu lettere, selv om det stadig er en svær opgave.

Inden sæsonen meldte Jammerbugt FC ud, at klubben i denne sæson stiller sig tilfreds med en placering blandt rækkens øverste seks klubber. Men det er et hold, der indtil videre har set skarpe ud, og med en sejr på lørdag mod Frem, kan Den Blå Bølge komme endnu tættere på det overraskende scenarie; direkte oprykning til 1. division.

Skal vinde de næste 15 kampe

Selvom selvtilliden er i top og sejrsstimen ser ud til at blive forlænget, maner cheftræneren i Jammerbugt FC dog til ro.

- Lige nu er der et point ned, så vi skal vinde de næste 15 kampe for at rykke op, lyder det lettere underdrivende svar i første omgang fra Bo Zinck, som uddyber.

- Vores ambition fra sommeren var at komme i top-seks, for dér mente vi, at vi hørte til, og det er vi et kæmpe skridt i nærheden af. Vi har et godt hold og et godt set-up omkring holdet. At se 15 kampe frem er svært, men hvis vi leverer så solidt i dag, er jeg fortrøstningsfuld. Hvis vi kan vinde kampen mod Frem, er vi et skridt nærmere, mener han.

Uforudsete hændelser kan også præge Jammerbugt-mandskabet, siger Bo Zinck, med en slet skjult henvisning til udbrud af coronatilfælde.

- Der er lang tid til 5. juni, og der kan ske mange ting. I denne verden, vi lever i nu, kan vi også blive ramt af alle mulige udefrakommende ting, som kan spolere vores chancer, så vi tager et skridt af gangen, siger en fattet Bo Zinck.

Klubben fra Jetsmark Sogn er blevet et populært samtaleemne qua de mange fornemme præstationer, og det er ikke gået ubemærket hen hos træner og spillertrup.

- Det er fedt, at mange snakker om os. Det har jeg også sagt til spillerne. Det er mega fedt at ligge nummer et og blive jagtet vildt, for så er du den bedste i rækken, slutter cheftræneren.

Annonceret indhold

Nyeste