Christian Rye er ikke helt enig med de beslutninger, der er truffet  i Jammerbugt FC på det seneste. Arkivfoto
Livet her

Trods løn: Anfører er ikke enig med klubejers beslutninger

Tirsdag formiddag er der gået løn ind på kontoen hos Jammerbugt FC-spillerne

01. december 2021 kl. 10:58
Opdateret kl. 16:49

FODBOLD: De skulle have haft løn tirsdag, men den udeblev. Tirsdag eftermiddag kunne klubbens direktør Søren Als Christiansen fortælle til Nordjyske, at han forventede, lønnen ville falde senest tirsdag morgen, og det har vist sig at være tilfældet.

- Alle medarbejdere i Jammerbugt FC har modtaget deres løn tirsdag morgen. Overførslen er kommet på plads og alt er udbetalt, meddeler Søren Als Christiansen til Nordjyske.

Det bekræfter anfører Christian Rye, der i løbet af de seneste dage har været i tæt dialog med direktør Søren Als Christiansen, som har været med til at skabe ro i spillertruppen.

- Jeg har ikke som sådan været nervøs over den udeblevne løn, for jeg har hele tiden fået at vide fra Søren Als, at vi nok skulle få vores løn. Vi ved alle, hvor hårdt Søren knokler i administrationen, og det er generelt en direktør, vi har ekstremt stor tillid til, siger Christian Rye.

Helt så stor tillid nærer kaptajnen ikke til klubejer Klaus-Dieter Müller.

- Der er blevet foretaget nogle beslutninger fra vores ejers side på det seneste, som jeg ikke er enig i. Det er kort sagt nogle beslutninger, der undrer mig meget, siger Christian Rye.

- Det er beslutninger, som jeg personligt ikke er ret glad for, siger Christian Rye, der ikke uddyber den udtalelse nærmere.

Det er dog nærliggende at rette fokus mod Bo Zincks stop som cheftræner og den nu tidligere bestyrelses konvertering til såkaldt advisory board for at finde de emner, som Christian Rye omtaler som værende beslutninger, kaptajnen er uenig i.

Bo Zinck har således sidste kamp som cheftræner for Jammerbugt FC, når man lørdag møder Fremad Amager, der apropos udenlandske ejere er i gang med et muligt ejerskifte.

Annonceret indhold

Nyeste