Det sker

Kulturuge spillet i gang på alle tangenter

04. oktober 2021 kl. 08:00

Natklubstemning a la 1960’ernes New York bølger ud af højttalerne og får lørdag eftermiddag i Aabybro forvandlet til en sen nattetime i en pulserende storby.

Mark Linn, der er tidligere Aalborg-dreng og nuværende Vild med Dans-crooner, indtager scenen i Kultur- og Erhvervscenter Jammerbugt med charme, selvtillid og lækker sang. Han bliver solidt og blæret bakket op af Nordkraft Bigbands 17 musikere.

- Tænk sig, at vi i dag åbner vores allerførste kulturuge. Det er fantastisk. 2. oktober vil stå som en minderig dag i 2021. Det er fantastisk, fordi vi har oplevet rigtig stor opbakning fra lokale kunstnere, musikere og kulturaktører. Store som små. Og ikke mindst et godt samarbejde med Kulturelt Samvirke. Stor tak for det. Det viser jo endnu engang, at hvis vi står sammen, kan vi opnå det meste af det, vi drømmer om, sagde formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget i Jammerbugt Kommune, Helle Bak Andreasen, i sin åbningstale, inden musikerne indtog scenen.

Veloplagte musikere og publikum

Der er langt mellem publikum og mange tomme stole til den gratis åbningskoncert af Jammerbugt Kommunes første kulturuge. Men musikerne er veloplagte og publikum klapper begejstret efter hver solo og sang.

- Vi håber selvfølgelig, at det giver fede oplevelser i denne her uge. Og så håber vi jo, at det måske kan generere mere publikum til de aktører, fordi der er nogen, der bliver opmærksomme på ”Gud, laver de koncerter de?” Eller ”hold da op arrangerer de fotokonkurrence?” Eller hvad de nu gør rundt omkring, siger kulturkonsulent i Jammerbugt Kommune, Ulla Tjell.

I løbet af uge 40 vil foredrag, udstillinger, koncerter, fællessang, børneunderholdning, åbne atelierer og meget mere skabe liv og fællesskab i mange af Jammerbugt Kommunes byer.

- Baggrunden er, at man fra politisk side rigtig, rigtig gerne vil sætte fokus og synlighed på alle de mange kulturaktiviteter, vi har i Jammerbugt Kommune. Det har vi tænkt, at det kunne være en god idé at gøre med sådan en kulturuge. Sådan så alle vores kulturelle aktører fik en rigtig god platform for at kunne vise at: ”vi er her som spillested,” eller hvis vi maler, eller hvad vi nu gør. Så folk skulle blive opmærksomme på selve dem, der arrangerer noget til en anden gang - til hele året rundt, fortæller Ulla Tjell.

Op at flyve

De skinnende blanke saxofoner, basuner og trompeter i Nordkraft Bigbands store blæsersektion reflekterer scenelyset, mens musikerne tryller swingende toner ud af metallet.

- Den næste sang den handler om at få et ”rush” eller et ”kick.” Og det er jo normalt noget, man associerer med - uheldige vaner og den slags. Og det kan også være helt uskyldigt i den forstand, at det kan være noget helt naturligt, der får en op at flyve. Her kommer ”I get a kick out of you,” siger en smilende Mark Linn til publikum, inden Nordkraft Bigband med fuld blæs bakker ham op.

Der er masser af muligheder for at få et ”kick” eller i hvert fald få en god eller overraskende oplevelse her i den første udgave af Jammerbugt Kulturuge. Tæt på 50 arrangementer kan opleves i hele kommunen.

Se hele programmet her: http://www.kulturblad.dk/kulturuge21.pdf

Annonceret indhold

Nyeste