6. oktober kan du høre disse fire nordjyske upcoming bands.
Det sker

Unge bands lægger vejen forbi

02. oktober 2021 kl. 09:00

I starten af oktober skal fire nordjyske upcoming bands på turné i fire Nordjyske byer.

På turnéens tredje dag, onsdag d. 6. oktober, skal de unge musikere spille i Kultur- og Erhvervscenter Jammerbugt. Her stilles op til fest, farver og fed musik, når de unge musikere fra kl. 20 inviterer os ind i deres forskellige musikuniverser. Det er en gylden mulighed for de unge musikere og sangere, som af arrangørerne bag kaldes ”upcoming bands af den nordjyske muld”.

Mads Mølgaard, som er afdelingsleder på Jammerbugt Kulturskole og ansvarlig for koncerter i Kultur- og Erhvervscenteret i Jammerbugt fortæller, ”Vi glæder os som etableret koncert-venue ustyrligt til at byde de unge talenter velkommen og sætte trygge og professionelle rammer op omkring denne turné på samme vis, som når vores etablerede kunstnere kommer forbi. På den måde får de et realistisk indblik i hvad der kræves og forventes af dem i et sådant set-up. Helt fra de ankommer skal der stilles op, laves lydprøver, oplades mentalt backstage med god forplejning så de er klar til afvikling af showet, nedpakning og til sidst at gå hjem med en fantastisk oplevelse i bagagen.”

Fire unge fyre fra Hjørringområdet kalder ind til Bedetid. Et af de fire bands er Bedetid, og det består af fire unge fyre fra Hjørringområdet, der mødes og spiller hvad de selv kalder ”det nyeste smadder hiphop poprock metal punk psykolarm”, og de sætter gang i gaden når de ”kommer for at brænde byer ned og rejse folket op.” Med gang i gaden fra Bedetid og de andre bands samt opbakningen fra Kultur- og Erhvervscenteret i Jammerbugt, ”kan vi i fællesskab få leveret en skarp eksponering af det primære for publikum, nemlig musikken!” Der er noget at glæde sig til når turen går rundt i Nordjylland fa d. 4.-7. oktober, så kom læg ører til fede sange og friske vers, og vær med til at støtte Nordjyllands unge musikalske spirer!

Perlerækken af koncerter, under navnet URFUN GOES LIVE, er arrangeret af Kulturskoler i Nordjylland (KiN), som er et samarbejde mellem de ti nordjyske musik- og kulturskoler. KiN har interessen om at skabe fælles projekter mellem kulturskolerne, og sådan opstod idéen om at arrangere URFUN GOES LIVE. Og hvad betyder så URFUN? Det er en forkortelse for et udvalg, som har en ambition om at udvikle rytmiske fællesskaber for unge i Nordjylland. Projektet er med til at udvikle og videreudvikle ungdoms- og musikmiljøet for nordjyske unge.

De fire koncerter afholdes kl 20:00 på følgende dage og adresser:

4. oktober: Ishuset, Nordvestvej, Hobro

5. oktober: Maskinhallen, Skolegade 8, Frederikshavn

6. oktober: Kultur- og ErhvervsCenter Jammerbugt, Søparken 2, Aabybro

7. oktober, Stubhuset, Grangårdsvej 11, Støvring

De fire bands er:

Bedetid (Hjørring Kommune)

YON (Frederikshavn Kommune)

TMNJRY (Rebild Kommune)

Rakkerpak (Mariagerfjord Kommune).

Kulturskoler i Nordjylland (KiN) er et samarbejde mellem de 10 nordjyske musik- og kulturskoler. Et af KiNs fokuspunkter er at give unge musikere i regionen mulighed for og lyst til at skabe musik i fællesskab. Læs mere om KiN på vores hjemmeside: www.kulturskolerinordjylland.dk

URFUN er en KiN-udvalg, hvis navn er en forkortelse for Udvikling af Rytmiske Fællesskaber for Unge i Nordjylland. Turnéen støttes af Kulturaftale Nordjylland

Annonceret indhold

Nyeste