Huset på Aggersundvej tog en del skade, men der er nu sat plader for hullet. Foto: Martin Damgård
Livet her

Kørte op bag i bil, stak af og så gik det helt galt

To trafikuheld, der viste sig at hænge sammen, gav masser af arbejde til politi og beredskab natten til lørdag

11. september 2021 kl. 07:03
Opdateret 12. september 2021 kl. 19:28

FJERRITSLEV: To færdselsuheld i umiddelbar forlængelse af hinanden på Aggersundvej lidt syd for Fjerritslev gav natten til lørdag politi og beredskab en del arbejde.

Først kom der anmeldelse om, at en bil var blevet påkørt bagfra på dens vej fra Fjerritslev mod Aggersund. Det var ifølge den påkørte bilist og anmelder - en 18-årig ung mand fra Fjerritslev-området - sket umiddelbart syd for Fjerritslev, og bilisten, der kørte op bag i ham var kørt fra stedet uden at give sig til kende.

Den anmeldelse fik politiet klokken 01.22, fortæller vagtchef Poul Fastergaard, Nordjyllands Politi.

Tre minutter senere indløb der så en ny anmeldelse om et uheld på Aggersundvej ved Fjerritslev.

Denne gang var en bil braget ind i huset på Aggersundvej 172, og bilen - en BMW X5 - var væltet om på siden.

- Beboerne kom ikke noget til, men de kunne ikke få kontakt til bilisten. Så de troede han var fastklemt. Kort efter blev bilisten dog observeret gående gennem huset, hvorefter han stak af, forklarer vagtchefen.

Huset havde dog taget en del skade. Et hjørne af en bygning var blevet ødelagt, og Beredskabsstyrelsen Nordjylland har været på stedet og understøttet murværket.

- Der er ikke direkte risiko for sammenstyrtning, men murene har skullet afstives, lyder det fra vagtchefen.

Politiet var derefter ude på stedet for at lede efter flugtbilisten. Og her fik de så hjælp af den 18-årige, der kort forinden var blevet påkørt bagfra. Han havde nemlig set en mand gå mod Fjerritslev kort efter, at BMW'en var braset ind i huset.

- Og den 18-årige mand kunne kort efter genkende den formodede flugtbilist inde i Fjerritslev, så ham har vi anholdt, forklarer Poul Fastergaard.

Der er tale om en 21-årig mand fra Ikast-området.

- Vi har taget blodprøve på ham til bestemmelse af, om han var påvirket af spiritus eller narko. Påvirket var han i hvert fald, konstaterer vagtchefen, der oplyser, at den 21-årige lørdag morgen sidder anholdt og er ved at blive afhørt om hele forløbet for de to uheld på Aggersundvej.

Den 21-årige skal afhøres og bliver derefter løsladt, og så venter der ham et retsligt efterspil.

Ingen personer kom til skade ved de to uheld.

Annonceret indhold

Nyeste