Erik Nielsen (tv), afdelingsdirektør i Sparekassen Vendsyssel Aabybro, Hans Arne Pedersen, formand for Aabybro IF, Jan Præstegaard, sponsoransvarlig i Aabybro IF og Kenneth Haggren (th), souschef i Sparekassen Vendsyssel i Aabybro foran den nye måltavle. Foto: Bitten Holmsgaard
Livet her

Aabybro IF har fået ny hovedsponsor

07. september 2021 kl. 13:37

Såvel Aabybro IF’s Serie 1-hold som Serie 4-holdet er trukket i de gule kamptrøjer. Begge hold skal i aktion denne torsdag aften. Udeholdene fra Brønderslev og Moseby begynder at indfinde sig på stadion på Viaduktvej eller Sparekassen Vendsyssel Arena, som klubbens baner nu hedder. Bag på spillertrøjerne står der også Sparekassen Vendsyssel. Aabybro IF har nemlig indgået en toårig aftale, der gør Sparekassen Vendsyssel til klubbens nye hovedsponsor.

- Det betyder overlevelse. Vi har virkelig brug for pengene. I coronatiderne her hvor mange af vores indtægter egentlig slet ikke er, som de plejer at være, så er det jo guld værd at få en lokal hovedsponsor, siger Hans Arne Pedersen, som er formand for Aabybro Idrætsforening.

Formanden fortæller, at det særligt er de indtægter, klubben plejer at have i forbindelse med Nørhalne Cup og det årlige cykelløb, der mangler i kassen, efter at begge begivenheder er blevet aflyst på grund af corona.

- Her snakker vi måske i størrelsesordenen 250.000. Så ved jeg godt, at vi har kunnet søge noget ved DGI, som vi også har gjort. Men det her det betyder jo også, at klubben har ligget lidt stille, siger Hans Arne Pedersen.

Den nye sponsoraftale betyder, at Sparekassen Vendsyssel spytter 40.000 kroner i Aabybro Idrætsforenings kasse hvert år de næste to år samt har sponsoreret en ny måltavle.

- Det gør vi blandt andet for at støtte op om de lokale aktiviteter. Det er en del af sparekassens DNA, at man vil støtte lokalt, man vil støtte sporten, man vil støtte ungdomslivet, og man er en del af det lokale samfund. Det er noget af det, vi vægter meget, at vi støtter op om det lokale. Så det er derfor, vi blandt andet giver en måltavle med ur og også har lavet et sponsorat, der kører over to år, siger afdelingsdirektør i Sparekassen Vendsyssel i Aabybro, Erik Nielsen.

Den nye måltavle sluttede torsdag aften med cifrene 1-2 mellem Aabybro IF og Brønderslev i Serie 1, mens andetholdet med Sparekassen Vendsyssel i ryggen vandt 6-1 over Moseby.

Annonceret indhold

Nyeste