Livet her

Fjerritslevs fodbolddrenge er Nordjyske Gymnasiemestre

Der skulle straffesparkskonkurrence til - og så var drengene fra Vesthimmerlands Gymnasium besejret

14. oktober 2021 kl. 15:22

FJERRITSLEV: Fjerritslev Gymnasiums fodbolddrenge har vundet det Nordjyske Gymnasiemesterskab efter en sejr over Vesthimmerland Gymnasium.

Der skulle dog forlænget spilletid og en straffesparkskonkurrence til, før sejren var i hus ved stævnet, der onsdag 13. oktober blev spillet på Aalborg KFUM’s baner.

Kampen endte 1-1 efter forlænget spilletid og drengene hev sejren hjem med 4-3 i straffesparkkonkurrencen.

- Vi har været tæt på et par gange, men det er første gang, at vi er blevet mestre, fortæller træner og idrætslærer Christian Klug.

Inden den nordjyske finale havde Fjerritslev Gymnasium besejret gymnasierne fra Hasseris, Lemvig og Thisted.

Nu gælder det landsfinalestævnet, der finder sted 28. oktober i København.

Vinder drengene landsfinalen, skal finalestævnet spilles i Fjerritslev til næste år.

- Det satser vi på, smiler Christian Klug.

Han regner med at have 15 spillere med i truppen til København. På grund af sygdomsafbud havde han kun 12 med i truppen i Aalborg.

Men det endte jo godt ...

Også Fjerritslev Gymnasiums piger var i kamp.

De røg dog ud efter et par snævre nederlag i de indledende runder, der blev spillet i Aalborg.

Annonceret indhold

Nyeste