Livet her

Gjøl set gennem kameralinsen

05. oktober 2021 kl. 09:00

Rødvin og rødt saftevand skvulper i glassene, mens gæster og konkurrencedeltagere går rundt og kigger på de stemningsfulde fotos på væggene. 47 billeder fra Gjøl og omegn er sirligt hængt op i Natur- og Kulturcaféen på Gjøl Havn. Billederne deltager i fotokonkurrencen ”Vores Gjøl” og er taget af 17 forskellige gjølboere.

Børge Søndergård, som er tovholder på fotoudstillingen og formand for Gjøl Natur- og Kulturcafé, byder lørdag formiddag velkommen til fernisering. Han er en meget, meget glad mand. I august havde han kun modtaget ét billede til fotokonkurrencen, og han frygtede, at udstillingen slet ikke blev til noget.

- Vi gav den lige et par skud mere på Facebook. Og så kom der lidt, og jeg tænkte, det går da, ja, jeg var faktisk derhenne, hvor jeg tænkte, er vi på 12-13 stykker, så aflyser vi. Så skete der noget den sidste uge. Så væltede det ind og flere med flere. Og jeg har prikket et par enkelte på maven, men det var ikke mange. Så jo, det gik rigtig godt, og jeg synes faktisk, det er fint med 47. Det skal ikke være meget mere end det her. Jeg havde håbet på lige omkring de der 40, siger tovholderne med et stort smil.

Præmier til de bedste

Udover fernisering er der også præmieoverrækkelse til de bedste motiver i konkurrencens fire kategorier. Vinderne er valgt af de tre professionelle dommere, Cathrine Ertmann, Grethe Rolle og Lonni Vad Dam Daugaard.

Børge Søndergård læser dommernes begrundelser op og overrækker præmierne til etterne og toerne i kategorierne natur, steder og aktiviteter.

- Så går vi over til stemninger. Det var faktisk det, der var mest af. Førsteprisen går til Troels Tejlgaard, som sidder her. Og det hedder ”Hvilken vej skal jeg gå? - Livets store spørgsmål.” Og det faldt man for, fordi det på samme vis var finurligt og dragende. Men der blev også fortalt dels den simple historie om vejen - der er bare veje, og man kan vælge dem, og man kan gå ud af dem, og man kan se en masse på Gjøl, når man gør det. Men samtidig så får du bragt noget større - noget filosofisk - ind i det - også ved den tekst, du har givet billedet. Måske noget religiøst. Men under alle omstændigheder du skal have en førstepris for det, siger Børge Søndergård og overrækker et grafisk tryk af kunstneren, Poul Isbak, der er født og opvokset på Gjøl.

Udstilling hele uge 40

Troels Tejlgaard bedyrer bagefter, at han ikke er overrasket over, at han vandt.

- Jeg gik herned i sikker forvisning om, at jeg fik førsteprisen, siger han leende.

Han fortæller også, at han ikke har fotograferet i mange år.

- Nej, nej, nej. Og det er jo bare med mobiltelefonen. Der er ikke noget som helst kunstfoto over det. Det var ideen, jeg fik, da jeg så stedet. Og det var også ideen, jeg vandt på.

Udstillingen med motiver fra Gjøl er en del af Jammerbugt Kulturuge og kan opleves ganske gratis i hele uge 40 i Gjøl Natur- og Kulturcafés åbningstid.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu