Livet her

Ny pris hylder kulturens ildsjæle

KULTUR: I uge 40 løber Jammerbugt Kulturuge for første gang af stablen med et tætpakket program og uddeling af en helt ny pris

20. september 2021 kl. 09:33
Opdateret 06. oktober 2021 kl. 15:11

Rettelse: Der stod før, at kulturprisen er på 10.000 kroner. Dette er ikke korrekt. Kommunen har derimod budgetteret med 10.000 kroner til kulturprisarrangementet.

Når efteråret for alvor sætter ind i starten af oktober, skruer kommunens kulturelle tilbud til gengæld op for hyggen og inviterer alle indenfor.

Det sker til Jammerbugt Kulturuge, der med et tætpakket program ser dagens lys for første gang i uge 40, hvor det er sæsonstart for koncerter, foredrag og andre kulturelle begivenheder.

- Vi vil gerne synliggøre alle de kulturelle tilbud, vi har her i Jammerbugten. Der sker så mange ting, og nogle af dem er man måske ikke så bevidst om i dagligdagen, og det vil vi rigtigt gerne gøre noget ved, fortæller formand for Kultur-, Fritids- & Landdistriktsudvalget Helle Bak Andreasen (V).

Kulturugen er blevet til i samarbejde med udvalget, Kulturelt Samvirke og en masse lokale kulturaktører. Et samarbejde som hun sætter stor pris på.

- Da vi begyndte med at planlægge, tænkte vi, at det ville være rigtigt godt, hvis vi kunne få de forskellige aktører til at være med til at booste kulturugen lidt, men ved du hvad, folk har simpelthen været så samarbejdsvillige og så engagerede, siger hun begejstret.

Kommunen vil med kulturugen gerne huske borgerne på, hvor mange kulturelle tilbud, der egentlig er på egnen.

- Det er her jo. Men vi skal have flere i gang med at bruge kulturen. F.eks. kan man jo meget mere end at låne bøger på biblioteket, siger Helle Bak Andreasen, der netop har lokket sin bedre halvdel med hen på Brovst Bibliotek til en af de mange ting, der er på programmet i uge 40.

- Jeg så, at der er et foredrag om Nordkorea, og sagde: "Vil du ikke med derhen, Carsten?" Og det vil han gerne. Det er næsten helt pinligt, men jeg tror faktisk aldrig, han har været på biblioteket før, griner kulturudvalgsformanden.

Politikerne besluttede sidste år at spytte kommunale arbejdstimer og 125.000 kroner i projektet, ligesom der er sat 10.000 kroner af til selve kulturprisarrangementet.

- Alle borgere i kommunen har kunnet melde ind, hvem de synes, der fortjener en pris. Det kan være en ildsjæl i ens lokalområde, der gør noget helt særligt for kulturen eller en, som man synes gør en forskel for kulturlivet i hele kommunen, forklarer Helle Bak Andreasen.

- Det bliver nogen, hvor vi gerne vil vise, at vi anerkender det store arbejde de gør. Tit er det jo også her frivillige kræfter.

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) overrækker kulturprisen til vinderen 10. oktober ved et event på Tranum Strandgård, hvor alle er velkomne.

Annonceret indhold

Nyeste