Livet her

Saltum får nyt fitnesscenter

18. oktober 2021 kl. 16:00

Sparekassen Vendsyssel er i gang med at flytte ud af de store lokaler centralt i Saltum. Nu skal pc’er, penge og kontormøbler byttes ud med motionscykler, løbebånd og stepmaskiner. Fredag middag går to af bestyrelsesmedlemmerne i Saltum IF, Tanja Monjezi og Jesper Hjørringgaard, rundt i den gamle sparekasse og lægger planer for byens nye fitnesscenter.

- Vi har jo været så heldige at få lov at leje lokaler i sparekassen til at starte et fitnesscenter op i Saltum Idrætsforenings regi. Og det er vi jo sådan set så småt i gang med. Det gik lidt hurtigere, end vi lige regnede med. De var ved at pille deres ting ned, Sparekassen. Og vi må have lov til at sætte vores ind og gøre ved. Vi skal gerne have væltet lidt vægge. Og alle de ting, der nu skal gøres, fortæller Jesper Hjørringgaard.

- Vi vil gerne have det her lavet om, så der bliver et børnelokale og et caféområde her inde bagved. Det er et dobbeltlokale. Den væg der skal væltes, og vi skal også lige finde ud af, hvad der kan lade sig gøre, siger Tanja Monjezi, mens hun peger rundt i det tidligere ekspeditionslokale og ind i et lille sidelokale.

Saltum IF laver fitnesscentret i samarbejde med Saltum TRIM, og Tanja Monjezi regner med, at det står færdig den 1. februar 2022.

Fra tilbygning til ombygning

I de seneste par år har Saltum IF arbejdet med en plan om et fitnesscenter i en tilbygning til klubhuset ved Nols Sø.

- Men så var der en af byens skæve borgere, der foreslog, at vi skulle da prøve at høre Sparekassen, så det gjorde vi. Det gav pote, siger Jesper Hjørringgaard.

Nu er lejekontrakten på plads, og nu skal der findes penge til indretning og maskiner.

- Nogle af maskinerne er købt, og nogle af dem skal vi søge fonde til, siger Tanja Monjezi.

Det får idrætsforeningen hjælp til af DRØN Gruppen, der har stor erfaring med at søge penge hjem.

- Så har vi jo også fået facaderne herude til vores disposition. Så hvis der var nogle firmaer, der har lyst til at få reklamer op, så må de meget gerne kontakte os. Det ligger jo meget centralt, tilføjer en forhåbningsfuld Jesper Hjørringgaard.

Borgermøde i uge 43 eller 44

Drømmen er, at fitnesscentret skal være åbent alle ugens syv dage fra morgen til aften. Her skal være plads til, at forældre kan tage børnene med, mens de træner.

- Der er også mange pensionister, så de skal have et køleskab til noget ost og pålæg. Så kan de hente rundstykker og sætte sig og få et rundstykke, når de har trænet om morgen. Det bliver sådan et kom-sammen-center, hvis man kan sige det sådan, for alle byens segmenter, fortæller Jesper Hjørringgaard.

- Og så er vi snakket om, at når vi har tegningen på plads, og vi ved, hvad der kan lade sig gøre her oppe i forhold til det indretningsmæssige. Så vil vi simpelthen holde et borgermøde, hvor vi inviterer hele byen herop til en snak om, hvad det er, vi har tænkt os, der skal være her og høre deres ideer til, hvad de godt kunne tænke sig, der var i fitnesscenteret. Hvad der er behov for for dem. Så de kan være en del af processen, siger Tanja Monjezi.

De to bestyrelsesmedlemmer regner med, at de er så langt i planerne, at de kan indkalde til borgermøde i uge 43 eller 44.

Annonceret indhold

Nyeste