Livet her

Se billederne: Tophold udstillede Jammerbugt med storsejr i Pandrup

Jammerbugt FC fik ikke et ben til jorden mod det tidligere superligahold, der nu topper 1. division

28. august 2021 kl. 15:48

FODBOLD: Det var nærmere dødvande end bølgeskvulp, som Den Blå Bølge præsterede i lørdagens hjemmekamp mod FC Helsingør. Topholdet i NordicBet Ligaen dominerede nemlig fra start til slut mod Jammerbugt FC på Sparekassen Vendsyssel Arena.

FC Helsingør vandt 1. divisionskampen med 6-0 og havde endda chancer til meget mere.

Især gæsternes hurtige frontspillere voldte den nordjyske defensiv store problemer og fik flere gange udstillet oprykkerne fra 2. division.

Se alle billederne fra kampen nederst i artiklen.

Jammerbugt FC - FC Helsingør 0-6 (0-2)

Mål: 0-1 Callum McCowatt (4. minut), 0-2 Sebastian Czajkowski (17. minut), 0-3 Sebastian Czajkowski (50. minut), 0-4 Tonni Adamsen (straffespark, 79. minut), 0-5 Peter Christiansen (straffespark, 86. minut) 0-6 Tonni Adamsen (88. minut)

Advarsler: Daniel Norouzi, Helsingør (41. minut)

Jammerbugt FC's startopstilling (5-4-1): Marcus Bundgaard - Daniel Mortensen (Michael Stokbro, 80. minut), Søren Pedersen (Emmanuel Igbonekwu, 40. minut), Nikolaj Lyngø, Moussa Kamara, Mads Larsen - Max Møller (Omar Natami, 67. minut), Aleksander Nilsson (Mubaarak Nuh, 45. minut), Marcus Sloth-Jørgensen, Bardhec Bytyqi - Frederik Høgh (Abdramane Djitteye, 45. minut)

Fra kampens spæde start pressede topholdet på. Først snød Sebastian Czajkowski sig forbi først Nikolaj Lyngø og dernæst målmand Marcus Bundgaard, men den tidligere Vendsyssel-angriber formåede hverken at afslutte eller aflevere, inden Jammerbugt-spillerne kom på plads.

Til gengæld gik der kun ganske få minutter, før første mål faldt. Daniel Norouzi fandt Callum McCowatt på et frispark, og helt umarkeret kunne newzealænderen heade gæsterne foran. Det ændrede dog ikke på, at Helsingør fortsatte bombardementet på Jetsmark Stadion.

Søren Pedersen blev blandt andet overløbet af Oliver Kjærgaard, hvorefter Marcus Bundgaard måtte hive én af flere vigtige redninger frem. Kort efter gjorde Sebastian Czajkowski det til gengæld til en tomålsføring, da han nemt kom først på et hjørnespark og kunne sparke den ind på klos hold af mållinjen.

Frem mod pausen kom Jammerbugt bedre med i spillet og fik flere chancer. Men det blev aldrig helt farligt i nordsjællændernes ende.

I anden halvleg fortsatte det tidligere superligamandskab med at presse på, og Marcus Bundgaard måtte hurtigt i aktion, hvor han skubbede en stor chance til hjørnespark. Målmanden havde dog ikke en chance, da Sebastian Czajkowski fem minutter efter pausen bragte Helsingør foran med tre efter et angreb, hvor hjemmeholdet blev spillet helt tyndt.

Med ti minutter tilbage af kampen begik Marcus Sloth-Jørgensen et straffespark, som indskiftede Tonni Adamsen tog sig af. Han udplacerede Marcus Bundgaard i Jammerbugt-målet, og dermed bragte han FC Helsingør på 4-0.

Kort efter var det indskiftede Michael Stokbros tur til at begå et straffespark i eget felt, hvorefter Peter Christiansen gjorde det til 5-0. I minutterne efter gjorde Tonni Adamsen det så til slutresultatet 6-0 til Helsingør, da han kom til en hovedstødschance mod et passivt Jammerbugt-forsvar.

Annonceret indhold

Nyeste