I år afholdes 1. maj ved Nols Sø ved Saltum.
Det sker

1. maj er nu også for de blå

18. april 2024 kl. 19:00

SALTUM: I mange år har parken ved Bratskov været ramme for det traditionelle 1. maj arrangement i Jammerbugt. Men i år sker der store ændringer.

I år fejres arbejdernes internationale kamp- og festdag ved Nols Sø i Saltum.

Det fortæller Mette Vestenbæk, forkvinde for FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation i Jammerbugt, som er arrangør.

- Vi har besluttet, at flytte 1. maj ud i forskellige lokalområder i kommunen, så vi på skift holder det i de fire gamle kommuner i Jammerbugt, fortæller Mette Vestenbæk.

Også arrangementets indhold er der ændret på. I år kan man også som noget helt nyt møde blå politikere til den røde fest.

- Der kommer som sædvanlig talere fra de tre arbejderpartier, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, på talerstolen. Men desuden er der inviteret repræsentanter fra alle partier i kommunalbestyrelsen til at deltage i en debat om det gode arbejdsliv i Jammerbugt Kommune, fortæller Mette Vestenbæk og tilføjer, at flere blå politikere har sagt ja til at deltage i debatten.

Eleverne fra Saltum Skole er inviteret og det samme er beboerne på Saltum Plejehjem.

Der kan naturligvis købes både vådt og tørt. Bl.a. vil elever er fra Saltum Skole sælge kage for at tjene til et lejrskoleophold. Den musikalske underholdning vil heller ikke mangle, når arrangementet går i gang kl. 14.

- Vi vil gerne gøre 1. maj festen lidt mere levende og samtidig gøre den til en rigtig familiedag, siger Mette Vestenbæk.

Annonceret indhold

Nyeste