Vartegnet for Rønnes Hotels nye minigolf-bane er kutteren Liv, der er kendt fra Gutterne på Kutterne. Kutteren har fået nyt liv, efter at Helle Pedersen fra Rønnes Hotel tidligere på året fik den flyttet fra Thorup Strand til Slettestrand.
Det sker

Helle hylder kystkulturen med minigolf

22. marts 2024 kl. 14:02

Slettestrand får en ny attraktion, når Rønnes Hotel lørdag formiddag åbner hotellets nye minigolf-bane.

Vartegnet for banen er Jonny ”Gniske” Olsens tidligere kutter Liv, der er kendt fra TV-serien Gutterne på Kutterne.

Rønnes Hotel købte kutteren sidste år, da den kom på tvangsauktion efter Gniskes hjertesygdom. Den blev transporteret til Slettestrand fra Thorup Strand og står nu står fast forankret i grus foran hotellet og minigolf-banens 18 huller.

Den nye minigolf-bane er familievenlig, men byder også på udfordringer, siger Erik Brinch Møller efter en testrunde.

En rundrejse i Jammerbugt

- Vi har så meget at byde på her i området, så vi har lavet banen som en lille rundrejse i Jammerbugt kommune. Banens 18. hul er naturligvis en krabbe akkurat som krabbeskulpturen, der er Slettestrands vartegn, fortæller Helle Pedersen, der ejer Rønnes Hotel sammen med ægtefællen Kenneth.

- Vi vil gerne give hotellets og Slettestrands gæster en mulighed for aktivitet i selve byen, så de ikke altid skal køre efter noget, som kan underholde hele familien. Så minigolf-banen er åben for alle efter pay-and-play-princippet.

- Men jeg tror også, at minigolf-banen bliver et fint tilbud til de mange selskaber og familiefester, som vi holder på Rønnes Hotel. Efter maden trænger de fleste til lidt frisk luft – og så er minigolf den perfekte mulighed for morskab og samvær, siger Helle Pedersen.

Minigolfbanen er en rundrejse til seværdighederne i Jammerbugt kommune. Her er Ida Brinch Møller på besøg i Tranum Klitplantage.

Familievenlig bane

- Den nye minigolf-bane er familievenlig, men byder også på udfordringer i stigende sværhedsgrad hen mod hul 18. Det fortæller ægteparret Ida og Erik Brinch Møller, der har testet banen for Helle Pedersen.

- Jeg havde da mine udfordringer ved hul 18, indrømmer Erik Brinch Møller. Ægteparret fra Kolding er stamgæster på Rønnes Hotel, som de besøger flere gange om året.

Den nye minigolf-bane bliver indviet lørdag formiddag af borgmester Mogens Christen Gade.

- Vi glæder os til åbningen. Banen er klar, men vi mangler stadig at få sået græs omkring anlægget, når det bliver lidt varmere. Men jeg er sikker på, at minigolf bliver et hit i Slettestrand, siger Helle Pedersen.

Annonceret indhold

Nyeste