Julie Jensen, tuba, Iben Nielsen, trommer og Isabelle Dunker, flygelhorn trænede samspil til den store guldmedalje under Jammerbugt Gardens øveweekend i Øland Medborgerhus.
Det sker

Julie, Iben og Isabelle var til garden-party

08. april 2024 kl. 14:02

ØLAND: Jammerbugt Garden holdt i weekenden den årlige forårs-øveweekend i Øland Medborgerhus.

Weekenden bød på masser af musik – både i den tidligere skoles mange lokaler og samlet på den gamle fodboldbane. Og så selvfølgelig masser af kammeratligt samvær, hvor gardisterne overnattede på feltsenge.

- Vi er i gang med at øve til Aalborg Musikkonkurrence, der finder sted den 11. maj. Det er en konkurrence for brass-bands fra hele landet – og vi satser selvfølgelig på en god placering, siger Nanna Svensson, der er formand for bestyrelsen i Jammerbugt Garden.

- Det går godt for garden i øjeblikket. Gardisterne er godt sammenspillet – og der er i det hele taget en god og forventningsfuld stemning, så vi er godt forberedt til konkurrencen.

- Vi vil gerne have nye medlemmer, så vi holder åbent hus på tirsdag, siger formanden for Jammerbugt Garden Nanna Svensson.

Åbent hus

Jammerbugt Garden har i øjeblikket 26 gardister – og en bestyrelse og engagerede forældre, der får det hele til at køre.

- Men vi vil gerne have endnu flere medlemmer. Derfor holder vi åbent hus tirsdag den 9. april kl. 17.15 til 18.45 i Sport & Kulturcenter Brovst, som er vores normale øvested, fortæller Nanna Svensson.

- Her kan alle interesserede børn – både drenge og piger – i alderen fra 8 år få mulighed for at se garden træne, prøve instrumenter, høre om vores fantastiske fællesskab og få lov til at gå en march med vores gardister.

Annonceret indhold

Nyeste