I påsken kan man gå på opdagelse og løse gåder med en app på Aggersborg. Arkivfoto.
Det sker

Løs gåder og følg vikingerne på Aggersborg i påsken

20. marts 2024 kl. 14:02

Vesthimmerlands Museum og Destination Himmerland inviterer i påsken til gådejagt på vikingeringborgen Aggersborg, der sidste år blev indlemmet i Unescos verdensarv.

De besøgende inviteres til at deltage i en gratis gådejagt, der fører rundt på Danmarks største ringborg, men man skal huske at downloade appen StoryHunt til mobilen forinden.

- Gennem den digitale platform, StoryHunt, kan man i fællesskab løse opgaver og finde ledetråde undervejs, der samtidig gør både store og små klogere på borgens historie, skriver Visit Himmerland i en pressemeddelelse.

App’en om Aggersborg er netop blevet relanceret.

StoryHunt byder på en digital lydfortælling og rejse tilbage til vikingetiden på Aggersborg. Fortællingen er skabt i et samarbejde mellem Vesthimmerlands Museum og Destination Himmerland.

Relancering

Fortællingen “Aggersborg Vikingeborg” blev udgivet sidste år den 30. september 2023, samme dag som man fejrede ringborgenes optagelse på Unescos verdensarvsliste, men nu er app’en blevet relanceret og udvidet med en engelsk og en tysk version, så flere nationaliteter kan nyde godt af historiefortællingen om Harald Blåtands imponerende bygningsværk ved Limfjorden, overgangen fra hedenskab til kristendom, herregården Aggersborggård, kirken og meget mere.

- Til enhver tid hylder vi det levende ord og mødet med en dygtig formidler, men vi har også erkendt, at der er behov for, at folk kan gå på opdagelse på egen hånd. Her er de digitale løsninger så som StoryHunt og app’en ”Aggersborg” fantastiske, fordi de er tilgængelige døgnet rundt og giver folk en god forståelse af stedet og dets 1000-årige historie, fortæller museumsinspektør Maria Clement Hagstrup, Vesthimmerlands Museum.

Annonceret indhold

Nyeste