Livet her

Børn fik besøg af brandbil

14. oktober 2021 kl. 11:24

Børnehuset i Aabybro har været helt tæt på både brandsprøjter og brandhjelme, da fire brandmænd fra Falck i Aabybro kom forbi parkeringspladsen med en vaskeægte brandbil.

Det oplyser afdelingleder Anitta Kristiansen, der skriver:

- Mødet med både brandbil og brandmænd var ugens store højdepunkt i Børnehuset, og det var med store øjne, at børnene stuevis bevægede sig ud på parkeringspladsen. Alle som havde lyst, fik mulighed for at inspicere brandbilen indefra, og mange havde også mod på at prøve de tunge brandhjelme.

- Vi holder en fuld brandøvelse en gang om året, men vi snakker løbende med børnene om, hvad man skal gøre i tilfælde af brand, oplyser pædagog Lars Sørensen, som også er brandansvarlig i børnehaven.

- Vores børnehave er jo næsten lige om hjørnet fra brandstationen, så når vi går tur, snakker vi også ofte om brandbilerne og brandmændenes job.

Under besøget viste brandmændene, hvor meget forskelligt udstyr og værkstøj, der følger med i en brandbil. Herefter blev der også sat både blink og lyd på brandbilen til børnenes store begejstring.

- Vi er meget glade for, at besøget af brandmændene og brandbilen kunne lade sig gøre, oplyser daglig leder Anitta Kristiansen.

- Det er vigtigt for os, at vi har et godt samarbejde med andre lokale aktører i Aabybro, og vi derved kan udvide vores børns horisont.

Annonceret indhold

Nyeste