Livet her

Efterskolelever skal skrive sig ind i skolens egen bid af Danmarkshistorien

Digte, sange og essays fra en helt særlig tid skal blive en del af INgstrup Efterskoles historie

01. februar 2021 kl. 08:24

De store glasdøre til hovedbygingen på Ingstrup Efterskole føles tungere at åbne end nogensinde.

Bag dem er der ingen elever i store hættetrøjer, der vimser rundt og hænger lidt på skødet af hinanden.

Der er ingen, der spiser frokost i den store spisesal.

Der er ingen, der sidder i biografstolene og råber, mens de spiller Fifa.

Lyset er slukket, og det eneste man kan høre, er, at nogen langt væk fedter lidt med en taperulle og en spand.

- Vi har sat køkkenpersonalet i gang med at male. Der skal jo ikke laves mad til eleverne for tiden, så vi kaster os over nogle andre projekter, siger Mie Rasmussen, forstander på Ingstrup Efterskole, der kort før jul sendte sine elever hjem på en forlænget corona-juleferie, der indtil videre løber frem til og med 7. februar.

Hun er iført en hættetrøje med skolens eget logo, men fraværet af lignende trøjer afslører, at langt fra alt er, som det skal være på skolen udenfor Ingstrup et par kilometer syd for Løkken.

Men den ændrede hverdag slår ikke Mie Rasmussen ud af kurs.

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at holde en god relation til eleverne. Selvom man automatisk går lidt i dvale for tiden, så gør vi alt, hvad der er muligt for at holde kontakten ved lige, siger hun.

Det har lærerne fundet flere kreative løsninger på - og snart kan endnu en lægges til.

En bid af skolehistorien

Som et nyt tiltag har lærerne på Ingstrup Efterskole taget initiativ til, at eleverne rundt i hele landet skal kaste sig over lyrikken og sprogets univers.

Som en del af undervisningen fjernt fra de vante rammer på efterskolen skal eleverne lave essays, digte, dagbog eller sange, der handler om den tid, vi står i lige nu. De skal beskrive deres egen oplevelse af corona-pandemien og hvordan den har påvirket deres liv og hverdag.

- Mit håb er, at nogen elever også vil drage nogle perspektiver, der rækker ud over deres egen lille verden. Måske nogen vil blive bevidste om, at der er andre, der har det endnu sværere i den her tid. Men der skal også være plads til bare at fortælle, hvordan vores underlige verden påvirker dem, siger Mie Rasmussen.

Når alle elevernes værker er færdige, bliver de sendt til korrektur hos en lærer. Derefter er planen at samle alle værker til en bog, som i fremtiden skal stå på skolens kontor og minde skolens ansatte og elever og den specielle tid, man stod i.

Værkerne skal også aktivt bruges på skolen fremover - måske et digt skal indgå som en del af danskundervisningen, mens en sang fra bogen fortsat vil blive sunget om ti år.

- Bogen bliver en måde, vi kan gøre fremtidige elever klogere på, hvordan corona-tiden påvirkede livet på en efterskole. Men mindst lige så vigtig er skriveprocessen her og nu. For mange elever vil den være en hjælp til at reflektere og bearbejde den tid, de står i,siger Mie Rasmussen.

Køkkentjans og yoga

Det er ikke kun skrive-opgaverne, som eleverne fra Ingstrup Efterskole kan kaste sig over fra deres hjemadresser rundt i hele landet.

- Min oplevelse er, at det egentlig går helt ok med hjemmeundervisningen. Det, der er svært, er at lave efterskole og have relationer over en skærm, siger Mie Rasmussen.

Skolens lærer har derfor kastet sig over at lave en række online linjefag, som eleverne kan vælge at deltage i. Samtidig er det flere fælles aktiviteter for alle elever på skolen - alt fra online yoga til seksualundervisning, ”køkkentjans” med madlavning fra hver sit hjemme-køkken og meget andet er på programmet. Også en motions-dyst, hvor eleverne er inddelt i hold, er stablet på benene. Lærerne er også med - men i skrivende stund må forstanderen slukøret sande, at lærerholdet ”kun” ligger på andenpladsen.

- Vi trækker rigtig meget på de erfaringer, vi jo desværre gjorde os sidste forår. Nu har vi fundet ud af, hvad der fungerer og hvad der ikke gør. Det er vigtigt at gøre de ting, der får os til at føle, vi er sammen, selvom vi er hver for sig, siger Mie Rasmussen.

Savn og mistrivsel

Selvom lærerne på Ingstrup Efterskole kan gøre meget for at forsøge at holde en god kontakt til eleverne, er Mie Rasmussen dog smerteligt bevidst om, at det ikke er det samme som at være på efterskole - i fysisk forstand.

- Vi savner at være sammen med eleverne, og de savner at være her. Der er et par elever, der har det rigtig svært og mistrives med ikke at være her - men alle savner hverdagen på skolen, siger forstanderen.

Mie Rasmussen er derfor klar til at åbne skolen op igen, så snart det er muligt. Men hun vil heller ikke åbne op for tidligt.

- Hvis vi får mulighed for at åbne op igen efter 7. februar er vi selvføgelig helt klar til det. Men vi skal heller ikke åbne op, før det giver mening. Vi ved godt, at der kommer til at være restriktioner, og det er okay. Men hvis de er alt for stramme bliver det slet ikke til at holde efterskole, som vi gerne vil, siger hun.

Ingstrup Efterskole har aktuelt 140 elever. Skolen profilerer sig særligt som en sports- og musikefterskole.

Skolens personale sparrer med flere af de andre efterskoler i Vendsyssel for at hjælpe eleverne bedst gennem en svær tid. Blandt andet er det på tegnebrættet, at skolerne skal laves et fælles indsamlingsprojekt, hvor man samler ind til Danmarksindsamlingen og støtter børn og unge i andre lande, der har haft det endnu sværere under corona-pandemien.

Annonceret indhold

Nyeste