Livet her

Kokken fra Gjøl fik vendt skuden i Attrup

Efter en række magre år er der nu igen for alvor liv i Attrup Havnecafé

01. september 2017 kl. 08:40

Det er noget med op mod 18 arbejdstimer i døgnet. Vel at mærke syv dage om ugen. Og tusinder og atter tusinder af gæster igennem caféen hver måned.

Alligevel hører man ingen klagesang fra Susanne Barrett, fra Gjøl, som i efteråret overtog den noget plagede Attrup Havnecafé. Snarere tværtimod, så hun tøver ikke med at kalde den netop overståede sommersæson ved vandet for både overvældende og forrygende.

- Det har været fantastisk at opleve. Vi har haft op i mod 300 ekspeditioner hver dag - til brunch, frokost, middag, kaffe og kage, fortæller hun.

Mange turister, men også masser af lokale. Særligt det sidste glæder hende. For efter nogle år med skiftende forpagtere af caféen og deraf skrantende økonomi, havde mange på forhånd advaret hende om, at stedet var svært at drive.

- Men det er det slet ikke. Det kræver bare, at man i den grad er villig til at gøre en indsats, siger hun og tilføjer, at det er fantastisk at se stedet vokse, som det har gjort de seneste måneder.

- Man skal bestemt kunne lide at tage fra, men for mig bliver det bedre jo mere, jeg har at lave, siger hun med smil i stemmen.

Hun er kendt som kogekonen fra Gjøl, og mange års erfaring i restaurationsbranchen kombineret med en vis portion stædighed kommer op i hende, når det brænder på.

- Så bliver jeg sådan lidt, "jeg skal vise dem", siger hun.

Hen over sommeren har der været ti på lønningslisten til at assistere hende. De har kørt på med nye tiltag som buffeter, weekendbrunch, salg af kaffe og te fra Peter Larsen-kaffe for bare at nævne nogle eksempler.

- Vi bliver nødt til at gøre noget for at adskille os, siger hun og påpeger flere gange, at hun kun vil have kvalitet og hjemmelavede retter på bordene.

- Samtidig skal det være til at betale, så det handler om at være bevidst om det, man gør, siger hun og peger blandt andet på madspild som et sted, hvor hun har fået reduceret og dermed også sparet lidt.

Hun erkender blankt, at de mange arbejdstimer ind i mellem har været svære at overskue.

- Jeg har da stået med tårer i øjnene og tænkt: hvordan klarer jeg det. Men så er det noget med at tage en mundfuld luft og arbejde videre, konstaterer hun.

De seneste dage er antallet af gæster løjet lidt af. Nu skal caféen finde sit leje for efteråret og vinteren, og der skal samles kræfter til den næste store opgave - årets mange julefrokoster.

- Sidste år i december havde jeg 78 julefrokoster ud af huset. Jeg arbejdede så også juledag, 2. juledag, 3. juledag og nytårsaften, fordi jeg tænkte, at folk da stadig skulle have noget at spise, når de andre holder fri. Jeg skal selvfølgelig overgå det antal i år.

Efteråret og vinteren skal om alt går vel også byde på nogle flere sær-arrangementer som vinsmagninger og modeopvisning.

- Vi skal skabe noget liv her. Og allerede nu vil jeg vove at sige, at der sker mere her i Attrup en der gør på Gjøl, hvor jeg bor, griner hun.

Annonceret indhold

Nyeste