Bilisterne på Aggersundvej må indstille sig på bøvl og vejarbejde hen over sommeren på grund af det store cykelstiprojekt til 43 millioner kroner.
Livet her

Nye cykelstier: Bøvl på Aggersundvej

11. april 2024 kl. 14:00

Nu er det store arbejde med at anlægge cykelstier langs Aggersundvej på strækningen fra Aggersund til Skerping gået i gang. Derfor må bilisterne på den fem kilometer lange strækning indstille sig på nedsat hastighed og periodevis lysregulering hen over sommeren.

- Mens anlægsarbejdet er i gang, er hastighedsgrænsen sat ned til 50 km/t af hensyn til trafikanternes og vejarbejdernes sikkerhed. I perioder vil der også blive opsat trafiklys på strækningen, oplyser projektleder Mette Aaris-Nielsen, Vejdirektoratet.

Der vil i perioder blev lysregulering på Aggersundvej.

- Vi begynder arbejdet i den sydlige ende af strækningen ved Bejstrupvej og vil senere bevæge os nordpå. Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne og beboere i området, siger projektlederen.

Sammenhæng

- Med de nye cykelstier bliver der skabt en sammenhæng mellem eksisterende stier, der indgår i cykelrute 12, Limfjordsruten. Der er områder med sommerhuse nord for Fjerritslev og rekreative cykelruter både ved Limfjorden og Jammerbugt, som mange cykelturister benytter sig af, oplyser Mette Aaris-Nielsen.

Der skal anlægges cykelstier på begge sider af vejen. I den sydlige ende af strækningen vil den nye cykelsti blive koblet til en eksisterende, dobbeltrettet sti og i den nordlige ende vil cykelstierne blive tilsluttet de eksisterende stier i Skerping.

Cykelstiprojektet, som har en prislap på 43 millioner kroner, har været længe undervejs. Allerede i september 2022 blev der holdt informationsmøder og sidste år blev cykelstierne markeret med grønne og røde flag, hvorefter der blev holdt ekspropriationer i efteråret.

Mette Aaris-Nielsen forventer, at cykelstierne kan tages i brug i slutningen af året.

Annonceret indhold

Nyeste