Køerne hoppede og dansede, da de blev sluppet løs.
Livet her

1.500 tilskuere så køerne danse

14. april 2024 kl. 18:26

FOSDALEN: Som sædvanligt var det et tilløbsstykke, da køerne på Lunde ved Fosdalen søndag middag blev sluppet fri.

- Der var på forhånd 1.200 tilmeldte – og der er da kommet mange flere på trods af blæsten. Jeg vil gætte på, at der er i alt mindst 1.500 mennesker, fortalte gårdejer Flemming Birk Nielsen, inden køerne blev sluppet fri kl. 12.00.

Så er det forår for alvor. De 150 malkekøer på Lunde havde en fest søndag.

Gæsterne var især børnefamilier fra de nærliggende byer, der har gjort det til en tradition med en tur på landet, når køerne slippes løs for sommeren.

Køerne, som Flemming Birk Nielsen har 150 af, leverede da også varen – og hoppede og dansede til publikums store jubel. Også selv om et par af børnene blev lidt tavse, når de store dyr dansede lidt tæt på det elektriske hegn.

Gårdejer Flemming Birk Nielsen og fru Heidi havde 1.500 gæster på gården Lunde ved Fosdalen.

En gammel tradition

Øko-dagen, som arrangementet også kaldes, er en gammel tradition på Lunde, som bortset fra corona-årene er gennemført hvert år siden 2010.

- Vi laver det store arrangement, fordi vi gerne vil vise landbrugserhvervet frem og vise, at vi bønder er helt almindelige mennesker. Der er mange, der har en mening om landbruget, selv om de aldrig har været på en gård – og vi håber, at folk tager oplevelsen med hjem og snakker om, hvor maden og især mælken kommer fra.

- De fleste af mine køer er af racen Holstein – det, vi i gamle dage kaldte en sortbroget ko. De producerer årligt omkring 1,5 millioner liter mælk, fortæller gårdejeren, der understreger, at på trods af de store tal er han reelt en af de mindre mælkeproducenter i Danmark.

To af køerne kunne ikke blive enige om rangordenen i kvægflokken. Det ordnede de på kofacon ved at støde hovederne sammen.
Annonceret indhold

Nyeste