En sæl på vejen lukkede dæmningen for en stund, samme dag som vejen over dæmningen officielt blev åbnet for sommeren.
Livet her

Sælsom trafikant på dæmningen

18. april 2024 kl. 14:02

Tirsdag på Dronning Margrethes fødselsdag åbnede vejen over Gjøl-Øland-dæmningen officielt efter vinterlukningen.

Det er folk på egnen glade for, men det var alligevel en sæl og ikke en bil, der løb med opmærksomheden på den første dag.

Som så mange andre skulle Bill Bøknæs Asserfelt tirsdag aften ved 20-tiden lige en tur over dæmningen, mens solen var på vej ned – og på tilbageturen fra Øland måtte han stoppe, fordi vejen var spærret af en sæl, der var krøbet på land fra Limfjorden og havde lyst til en svømmetur i Ulvedybet.

På fiskejagt

Den var temmelig uanfægtet af den megen opmærksomhed og den fotograferende Bill Bøknæs Asserfeldt og mavede sig over vejen og ned i vandet på den anden side, hvor den så skal dele fiskebestanden med blandt andre fiskehejrer – og så de skestorke, som med foråret netop er ankommet til blandt andet Ulvedybet.

Det er ikke ualmindeligt at se sæler af arten spættet sæl fra dæmningen. Antallet af sæler i Limfjorden er steget voldsomt de seneste år – og de mange sæler mæsker sig i de mange fisk i det lave vand langs dæmningen.

Det er også gået ud over fiskene i Ryaa. Sælerne i åen er observeret helt oppe ved Brønderslev. Et andet godt sted at se sæler er broen over Ryaa ved Haldager.

Annonceret indhold

Nyeste