Den nye købmand i Birkelse Jacob G. Jensen er klar til at lægge hånden på kogepladen som selvstændig købmand.
Shopping

Jacob er den nye købmand i Birkelse

07. marts 2024 kl. 08:09

- Vi har købmanden, vi har butikken – nu mangler vi bare pengene, lød det på et borgermøde på Birkelse Hotel & Kro onsdag formiddag.

Den nye købmand i Birkelse hedder Jacob G. Jensen og stammer fra Brønderslev. Han er uddannet købmand i Meny i Saltum og har de seneste to år været souschef i Coop 365 i Frederikshavn.

Opbakningen til den nye købmand i Birkelse var massiv på borgermødet, der samlede godt 100 deltagere.

Nu venter så tilværelsen som selvstændig i Birkelse for den 24-årige købmand.

- Det er en chance, som jeg ikke kan sige nej til, selv om jeg ved, at det kommer til at koste hårdt arbejde og mange timer at få butikken op at stå, forklarede Jacob G. Jensen de godt 100 deltagere i borgermødet.

Alle bakker op

Jacob G. Jensen bliver heller ikke alene, selv om han nu skal være selvstændig. Bag ham står kæden Min Købmand, kromanden Jan Holsko, der ejer den gamle Brugs, der nu skal være købmandsbutik og borgergruppen, der har arbejdet med planerne om en ny butik i Birkelse, efter at Dagli’Brugsen lukkede sidste år.

Spar-købmanden i Brovst og Blokhus Martin Pedersen er klar til at hjælpe sin kollega i Birkelse på vej med den nye butik.

På mødet forklarede projektchef Lars Christensen fra Dagrofa, der står bag kæden Min Købmand, at man tror på en butik i Butik i Birkelse.

- Inden vi nikkede ja til projektet, lavede vi en markedsundersøgelse, der viser, at kundeunderlaget giver basis for en forretning med en omsætning på cirka 12 millioner kroner. Så vi er klar til at bakke Jacob op med blandt andet markedsføring, basissortiment og butiksindretningen.

På borgermødet i Birkelse deltog også Jacob G. Jensens mor, Anne Dorthe Gjerlev, der ønskede sønnen held og lykke med tilværelsen som selvstændig.

- Men det bliver Jacob, som har hånden på kogepladen. Han er helt afhængig af jeres opbakning, sagde Lars Christensen.

Butikskæden har allieret sig med en anden af Dagrofas købmænd, Spar-købmanden i Brovst og Blokhus, Martin Pedersen, som har lovet at hjælpe Jacob G. Jensen i gang med butikken.

Annonceret indhold

Nyeste