Per Kalstrup håber, at mange vil benytte påskedagene til at opleve de nye universer i Kalstrup Livsstilshus.
Shopping

Livsstilshus bliver endnu større - det fejres med festivitas og masser af gode tilbud

21. marts 2024 kl. 14:01
Opdateret kl. 14:36

Der hersker travlhed hos Kalstrup Livsstilshus i Blokhus, for der er blot få dage til, at der er ”Grand Opening” på en række nye tiltag i det 3200 kvadratmeter store oplevelseshus.

Kalstrup Livsstilhus sælger alt lige fra mærkevaretøj og interiør til delikatesser og skønhedsprodukter. Nu udvides med en række nye universer. Der er etableret en afdeling med børnetøj, en Jack & Jones shop, en Rains shop, en Parajumpers shop, og desuden er der lavet en møbelafdeling med Sackit og FDB-Møbler.

- Vi har altid forsøgt at være et skridt foran udviklingen, og det kunderne efterspørger, og det er også det, vi forsøger at være med disse nye initiativer, siger ejeren af Kalstrup Livsstilshus, Per Kalstrup.

Kalstrup Livsstilshus lancerer en række nye universer.

Da han og hustruen, Tine, i 2009 slog dørene op til Kalstrup Livsstilshus var det med ønsket om at lave et sted, hvor lokale, sommerhusejere og feriegæster kunne mødes. Med omkring 600.000 årlige besøgende i huset må det ønske siges at være gået i opfyldelse.

- Vi forsøger at gøre det til en oplevelse at besøge os, og der ikke findes et hus som vores andre steder i Danmark – det er unikt. Det kvitterer gæsterne for ved at besøge os, og vi får også henvendelser fra leverandører, som gerne vil ind og være en del af huset, fordi de kan se et stort potentiale her, siger Per Kalstrup og nævner i den forbindelse møblerne fra FDB som seneste eksempel.

- Vi har desuden fået en henvendelse fra det danske tøjfirma Mos Mosh, som ønsker at være til stede her, og det koncept forventer vi at være klar med om et par måneder.

I en del af Kalstrup Livsstilshus er der nu blevet en afdeling med tøj fra Jack & Jones.

Der bor omkring 500 fastboende i Blokhus, og det er derfor ret enestående at have et oplevelseshus som Kalstrup Livsstilshus, der har åbent hele året. Per Kalstrup har i den forbindelse høstet anerkendelse fra andre byer, som ikke har lagt skjul på, at de gerne vil have ægteparret til at etablere et lignende livsstilshus.

Indtil videre er der ingen planer herom, men hvad fremtiden bringer, er endnu uvist. Sikkert er det dog, at med ægteparret Kalstrup ved styrepinden, vil der fortsat ske udvikling.

- Det der driver os er, at vi gør det, som vi selv tror på, og vi skal have hjertet med i alt, hvad vi gør. Vores motto er, at det handler om hjertet før bundlinjen, og det kan måske forekomme lidt højtravende, men det er sådan, vi har det, siger Per Kalstrup.

Der er indrettet en hel afdeling med FDB-Møbler

Åbningen af de nye Kalstrup-universer markeres lørdag den 23. marts, og det kommer ikke til at gå ubemærket hen. Gennem alle påskedagene kan de besøgende blandt andet opleve Ulrik Sørensen fra det populære band, Romhandleren, spille. Derudover vil der være DJ, forskellige smagninger, mulighed for manicure etc.

- Vi kan mærke, at såvel sommerhusejere og lokale er stolte over at kunne vise huset frem for deres gæster, og vores håb er, at de – med vores nye tiltag - bliver endnu mere glade og stolte, siger Per Kalstrup.

På førstesalen i Kalstrup Livsstilshus er der indrettet en afdeling med møbler.
Annonceret indhold

Nyeste