Borgerne i Birkelse-Ryaa har på mindre end en uge samlet næsten en halv million kroner til den nye købmand i byen.
Shopping

Ny købmand: Pengene er i hus

11. marts 2024 kl. 14:16

Det går hurtigt i Birkelse i øjeblikket. Onsdag blev byens nye købmand, Jacob G. Jensen, præsenteret på to borgermøder.

Møderne blev samtidig startskuddet til en indsamling til det anpartsselskab, som skal leje den gamle Brugs ud til købmanden. Målet var en halv million kroner – og søndag aften kunne arbejdsgruppen bag ”Min Købmand Birkelse-Ryaa” konstatere, at man næsten er i hus.

- Vi er næsten blæst helt bagover. Borgerne i Birkelse-Ryaa og opland har på kun fem dage doneret 493.000 kroner. Vi forventer, at dette beløb vil stige i de kommende dage, fortæller Anders Kaa fra arbejdsgruppen.

- Så nu er det helt sikkert. Butikken åbner. Det nøjagtige tidspunkt kender vi ikke endnu, men den kommer.

Ros til fjernvarmen

- Nu starter arbejdet med at gøre butikken klar. I den forbindelse skal Aabybro Fjernvarme lige have et klap på skulderen og ros. Da de hørte, at Min Købmand Birkelse-Ryaa var på vej, har de tilbudt at forsøge at omlægge gravearbejdet med fjernvarmen i Birkelse, så de vil forstyrre mindst muligt, når butikken åbner, siger Anders Kaa.

- Arbejdsgruppen har mødt meget positivitet og glæder sig over at den kæmpe opbakning.

De indsamlede penge skal bruges til anpartsselskabet Birkelse Butikshus, som lejer den gamle brugsbutik af ejeren Jan Holsko, der købte den, da Brugsen lukkede sidste år. Jan Holsko driver benzintanken ved butikken, samtidig med at han driver Birkelse Hotel & Kro.

Det er så meningen, at Birkelse Butikshus skal stå for at sætte lokalerne i stand og videreudleje dem til købmand Jacob G. Jensen.

På borgermøderne onsdag blev da oplyst, at man har en ”ganske fornuftig” huslejeaftale med Jan Holsko.

Annonceret indhold

Nyeste